For at være murer i så mange år, som jeg har været i MT Højgaard Danmark, så er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Firmaet skal selvfølgelig være tilfreds med dig, men du skal også være tilfreds med firmaet. Og så tror jeg, det er vigtigt at tage dit gode humør med på arbejde hver dag. Den del bliver nemmere, når man har nogle kollegaer at gå i spænd med, og det har jeg haft siden 1976.    

Jeg blev udlært som murer i 1976, og fik straks arbejde i Jørgensen & Thanild, som senere blev opkøbt af Højgaard Schultz. For nylig fandt jeg mine første lønsedler, hvor jeg kunne se, at jeg startede med en timeløn på 30 kroner og 56 øre. Det svarede til godt 8.000 kroner om måneden. 

Kroppen sagde nej til epoxy  

Jeg arbejdede først cirka 20 år med epoxygulve. Det var et spændende materiale at arbejde med. Jeg lavede alle mulige typer gulve fra fabrikshaller, til boliger og glatførebaner over hele landet. Til sidst fik kroppen dog nok af epoxy, og jeg fik simpelthen allergiske reaktioner. Det var jeg jo lidt træt af, og så skiftede jeg til MT Højgaards serviceafdeling, hvor jeg har været, indtil jeg gik på pension her i foråret.    

I serviceafdelingen lavede vi mest de små arbejder, og det er også dem, jeg synes er sjovest. Ofte kom vi ud på boligforeninger, hvor vi arbejdede helt tæt på beboerne. Eller vi kunne komme ud på de større pladser, når akkordmurerne havde lavet de store opgaver, og vi skulle mure de sidste mangler.    

Jeg er aldrig gået så meget efter penge og haft øje for akkorderne. Jeg vil hellere have en rar dag, hvor der er masser af personlig kontakt med kunder og beboere. Det synes jeg, er det hyggeligste.    

Hidsighed kostede tre brækkede fingre på fattiggården  

Der er sket meget med arbejdsmiljøet de sidste årtier. Heldigvis. Et af de øjeblikke der står klarest for mig fra min fortid, var da jeg i 80´erne skulle renovere en gammel fattiggård i Viborg. I sjakket havde vi en fyr, der hed Laurits, som en dag stod og ventede på, at kranen blev sænket ned til ham, så han kunne hægte mørtelspanden på krankrogen. Men solen blændede ham, og krankrogen snittede ham, så han flækkede et øjenbryn. Laurits blev så tosset, at han knaldede krankrogen en lige højre, og så brækkede han altså tre fingre. Det var jo voldsomt, da det skete, men der gik ikke så lang tid, inden vi alle sammen kunne smile af det. Også Laurits.  

Det med Laurits var helt sikkert ikke sket i dag. Byggeriet er blevet mere sikkert, selvom det også går hurtigere. Ja, i de sidste år som murer, synes jeg næsten, det gik for hurtigt af og til. Det er jo godt, at vi kan blive hurtigt færdigt med projekterne, men til sidst savnede jeg også det med at sidde i en skurvogn og tale opgaven godt igennem, inden vi satte i gang. Det gør vi ikke så meget mere, og slet ikke som i de helt gamle dage, hvor vi fik en øl, når vi planlagde opgaverne. Men verden ændrer sig jo, og meget af det der sker i murerfaget, er heldigvis rigtig godt.  

Nej til de fleste håndværkerprojekter  

At være pensionist er noget nyt for mig, men jeg keder mig ikke. Min kone Lisbeth og jeg har et stort hus og en have i Viborg, der skal passes. Desuden nyder vi at være i vores sommerhus, hvor jeg også tit har nogle projekter i gang, og så er der jo børn og børnebørn. Jeg har også aftalt med min gamle chef, at han godt må ringe til mig, hvis der er nogle projekter, der brænder på. Jeg gider ikke sætte mig hen i en krog og vente på, at verden kommer til mig. Så sygner man hen.   

Ja, der skal stadig ske noget. Men heller ikke for meget. Nu er der mange venner og familie, der har opdaget, at jeg er gået på pension, så de beder om hjælp til alle mulige håndværkerprojekter. Men der siger jeg altså nej til det meste. Jeg skal jo også kunne nyde livet.