Peters talent blev først forløst på Tømrerskolen
Bøgerne var ikke mine venner i folkeskolen. Mit fokus var mest på at jagte en fodbold i frikvartererne. Det ville du også kunne se, hvis du læste mit karakterblad.
Alligevel fortsatte jeg på handelsskolen, for det “skulle man jo”. Eller det troede jeg i hvert fald dengang. Men lysten var der bare ikke, så efter kort tid droppede jeg ud og søgte ind på Tømrerskolen.
Håndværket gav mig noget helt andet, og pludselig klarede jeg mig godt. For en nordjyde lyder jeg nok selvfed, men det var sådan, det var. Fra at have fået middelkarakterer i folkeskolen lå jeg pludselig i toppen, og to gange blev jeg skolemester i Skills indenfor tømrerfaget. Det var en ret vild succesoplevelse, der senere motiverede mig til at blive bygningskonstruktør.
Det er sjovt at tænke på, at jeg slet ikke var bogligt interesseret i folkeskolen, men at jeg alligevel endte med at læse en videregående uddannelse som bygningskonstruktør, og endda blev årets dimittend på min studieretning. Det kan jeg takke håndværket for. Tømrerarbejdet gav mig et positivt skub efter den svære beslutning om ikke at skulle være student. Håndværket viste mig stien, jeg skulle følge.
En positiv arbejdsskade
I dag er jeg projektleder på et af MT Højgaard Danmarks store projekter. Men det er altså ikke fordi, det er finere for mig at bygge stort, end hvad jeg har lavet tidligere. Når jeg kører med kæresten rundt i Danmark, siger hun altid, at jeg ikke behøver pege på hver lille tagrenovering eller vinduesudskiftning, jeg har været del af. Men det er en arbejdsskade, som jeg ikke har tænkt mig at gøre noget ved. Snart er det vores søn, som skal høre alle historierne, så hun kommer med på en lytter igen, også selvom hun er træt af det.