Imran Nawabi

Som barn oplevede jeg forskellige verdener, og balancen ved at have et ben i forskellige liv, har været definerende for mig. Min familie og jeg er flygtninge, vi kom til Danmark i 2001. 

Jeg var 9 år gammel, da vi flygtede fra krigen i Afghanistan. Jeg erindrer det som at gå fra et mareridt til at lande i paradis. Med ét var der trygge rammer. Det har lært mig at sætte pris på de små ting i min hverdag. Mange ting er blevet sat i perspektiv af at bo et sted, hvor man har det godt, og lever med et velfungerende system. Min opvækst er årsagen til, at jeg ikke mener, noget er umuligt på et projekt, så længe alle arbejder sammen mod et fælles mål.

Jeg er opvokset i en kernefamilie, og for mig betyder min familie allermest her i livet. Når jeg ser dem glade, giver det mig energi og glæde. Jeg er ud af en søskendeflok på fire, og siden barnsben har der været hård konkurrence os søskende imellem. Vi har konkurreret i alt fra skole til fodbold. Det har været en kæmpe motivationsfaktor. Den måde vi har gejlet hinanden op på, har gjort, at vi altid har ydet vores maksimale. Vi har gjort hinanden endnu bedre, og tillært os kompetencer som vi ikke havde.

Selvom mine søskende og jeg er gået i hver vores retning karrieremæssigt, og er meget forskellige, så hjælper vi hinanden, og finder ud af livet sammen. I 2018 mistede vi alt for tidligt vores mor, og det føles uretfærdigt. Måske kommer vi os aldrig helt, men vi er rykket endnu tættere sammen som familie. Vi håber, hun er stolt af os, og på en eller anden måde følger med i vores liv. 

For et halvt års tid siden blev min hustru og jeg selv forældre. Her mærkede jeg særligt afsavnet til min mor, men glæder mig over en hverdag, der er fyldt med alt fra bleer til smil og kærlighed.