Spring til hovedindhold

Brødrene Byg

Uret viser 04.30, da to hvide varevogne kører ud fra Jyderup med kurs mod København. I den ene vogn sidder Dan og Johnny, og i den anden Jimmy og Kim. Alle fire med efternavnet Larsen. Alle fire bor i Jyderup og arbejder for MT Højgaard Danmark.

MT Højgaard Danmark medarbejderportræt af Brødrene Byg

Altid tætte

Brødrene Byg, som de bliver kaldt, er blevet en slags fænomen på vores serviceafdeling i Brøndby, hvorfra de hjælper til på bygge- og anlægsopgaver i København.  

Dan og Johnny har været i MT Højgaard Danmark i 15 år, og udfører lige nu jord- og kabelarbejder på et psykiatrisk hospital på Amager. Kim og Jimmy har “kun” været i virksomheden i seks år. For tiden lægger de fliser og graver ny sokkel på Bispebjerg Hospital.  

På et arbejdsmarked hvor det ofte er en præstation at fejre 10-års jubilæum, kan man undre sig over, at fire brødre vælger at arbejde samme sted med de samme opgaver over mange år. Men Brødrene Byg er ikke, som folk er flest. Dan fortæller:  

“Vi er syv søskende, hvoraf fem stadig er i live, og bor i Jyderup. Tidligere havde hele vores familie en selvstændig metalvirksomhed med møbelstel, så vi har bare altid lavet det samme. Men vi ser nu ikke hinanden som familie, når vi er på arbejde. Der er vi kolleger.” 

I dag er brødrene samlet om et bord i Brøndby, og hver deres papkrus med sort kaffe foran sig. En anden kollega passerer dem og kan ikke dy sig for en frisk bemærkning.  

Ja, der er da plads til forbedring med de fire”, lyder det knastørt, da han forlader rummet. Det bliver der grinet lidt af, inden brødrene taler videre om deres arbejde.  

Kender hinandens roller

Dan, Johnny, Jimmy og Kim udfører mest mindre anlægsarbejder på projekter i København. Altid i deres to faste makkerpar og, ifølge Johnny, altid med en klar fordeling:  

“Vi bliver sendt ud til mange forskellige ting, men uanset hvad kender vi hinandens roller. På et jordarbejde vil det være mig og Kim, der sidder i gravemaskinen, og Jimmy og Dan der går med håndtromlen. Kim og jeg er sjakbajserne, så når vi bliver uenige, så må vi træffe beslutningerne. Men det er jo så også os, der skal forsvare dem, hvis nogen stiller spørgsmål opad fra.” 

Også i varevognen er der en klar fordeling. I Kim og Jimmys vogn er det Kim, der sover på passagersædet om morgenen, mens Johnny får sig en skraber om morgenen. Den soverutine har stået på i mange år.  

Renovering, biler og cykler 

Set udefra får man nemt tanken, at de fire brødre, der bor og arbejder samme sted, er tryghedsnarkomaner. Kim har dog svært ved at se, at det skulle være noget særligt, at brødrenes liv minder så meget om hinanden:  

“Vores far var betoner og kloakmester, og han klarede alting selv. Det vil sige renovering i hjemmet, biler, cykler og motorcykler. Det ordnede han selv, mens vi så på og lærte. Så det er bare helt naturligt for os alle at arbejde med service og byggeri.” 

Ikke et hak bedre

Selvom de fire gange Larsen har fulgt mange af de samme veje i livet, så er der dog et par tydelige forskelle. Ikke bare på deres statur, men også i personlighed.  

“Jimmy er altså lidt mere stolt end os andre. Han gider ikke have, at vi kritiserer hans arbejde. Så bliver han irriteret, siger Kim, mens han kigger over på den yngre bror.” 

Jimmy bare og ryster på hovedet.  

“I andre tre er da ikke et hak bedre”, returnerer han, mens brødrene griner.  

Et øjeblik senere sidder de igen i varevognene, og bevæger sig hjem mod Nordvestsjælland.  

Men selvom de hver dag bevæger sig frem og tilbage over Sjælland, så insisterer brødrene på at stå fast det samme sted i livet, som de har gjort i mange år. I MT Højgaard Danmark og i Jyderup.

Hvorfor ændre på en opskrift, der virker?