Det startede ved et tilfælde
På linjen for husbyggeri gik jeg i klasse med en dreng, hvis far arbejdede i Larsen & Nielsen, der senere blev del af Monberg & Thorsen, som igen blev del af MT Højgaard. Virksomheden tog mange elever ind, og de passede godt til min uddannelse, hvor jeg lærte at opføre huse med alt, hvad det indebærer af tegninger, beregninger og myndighedsansøgninger. Så i 1973 søgte jeg og kom ind. Det har formet hele mit liv.
Lånte chefens regnemaskine
Alt var anderledes dengang. Særligt for en ung pige. Piger i byggebranchen måtte generelt ikke gå i lange bukser, og ingen kvinder havde fremtrædende positioner. Hele branchen ændrede sig heldigvis de år, og det skete også i Larsen & Nielsen nogle år efter, jeg startede.
I det hele taget var det en anden tid. Hovedregning var uundgåeligt. Kun når vi regnede noget meget kompliceret, måtte vi låne chefens lommeregner med strimmel. Tegningerne foregik også i hånden. Af og til kan jeg godt savne den måde at arbejde på.
Rejemadder og cigaretrøg
Fem år arbejdede jeg i firmaets tegnestue og tilbudsafdeling. Det var en social tid. Fredagsbarerne var altid fyldte, der blev drukket mange øl, og jeg har masser af gode minder fra firmafrokoster med rejemadder og tung cigaretrøg.
Selvom det var en skøn periode, så savnede jeg nye faglige udfordringer efter fem år. Jeg ville have mere med mennesker at gøre. Noget nyt måtte ske.
Så jeg opsagde min lejlighed og meldte mig ind på sygeplejeuddannelsen. Jeg var på vej et nyt sted hen. Men igen spillede tilfældet ind, og det trak mig om på den anden side af kloden.