Tømrerformand Jakob Voxen: “Danske håndværkere leverer høj kvalitet, og det er vi stolte af.”
Klokken viser typisk 4.50, når jeg starter bilen og kører fra hjemmet i Køge. For nogen er det måske tidligt at køre på arbejde, men for mig er det det fedeste. København er badet i et særligt lys, og byen er dejlig stille og rolig, når den vågner. Jeg er på pladsen 5.45, hvor jeg spiser min morgenmad og får en kop kaffe, mens Østerbro vågner omkring mig. Så gennemgår jeg dagens opgaver, inden mit sjak starter arbejdet 6.30.
Jeg vidste tidligt, at jeg ville være håndværker. At bruge hænderne og hovedet er bare det bedste. Efter 10. klasse satte jeg mig på min cykel og hjulede ud til nogle tømrermestre tæt på, hvor jeg boede. Deres arbejde så vildt spændende ud, og så det var ude i det fri. Så jeg kom i mesterlære, og da jeg blev svend, forblev jeg i samme virksomhed yderligere syv år. Efter det tog jeg til MT Højgaard, hvor jeg siden har været med stor tilfredshed.
