Jens Kappel Jensen

45-årige Jens Kappel Jensen skulle egentlig have været landmand, men endte ved et tilfælde med at styre nogle af Danmarks mest komplekse byggeprojekter. Med en fightermentalitet, et stort hjerte for retfærdighed og en stolthed over sine børn, har han skabt sig et liv og en karriere. Men nu spirer drengedrømmen om landmandslivet igen.

En knust barndomsdrøm blev til et ”I made it”-øjeblik

Jens Kappel Jensen, der er projektchef for nybyggeri og renovering i MT Højgaard Danmark, har aldrig været den boglige type. I folkeskolen afslørede karakterbladet hurtigt, at han havde svært ved at læse. Men drømmen lå heller ikke i bøgerne. De boede i markerne og bag rattet på en traktor. En interesse, han tog til sig efter utallige somre på grandonklens gård.

Alligevel blev drømmen lagt på hylden.

Grandonklen advarede Jens mod den usikre levevej med store økonomiske risici, og Jens lyttede. I stedet faldt valget på tømreruddannelsen. Og som udlært knoklede han på med lejlighedsrenoveringer i Odense, indtil mesteren en dag spurgte, om Jens ville lave tidsplaner. Et skift, der blev til hans ” I made it”-øjeblik.

I dag er Jens 45 år og projektchef for nybyggeri og renovering i MT Højgaard Danmark, hvor han har været ansat i samlet 11 år. Han startede som konstruktørpraktikant og arbejdede sig op til projektansvarlig.

En succesrate på minimum 90 procent

Kun få kolleger ved, at Jens engang har dyrket kampsport. En disciplin, der lærte ham at læse modstanderen, være på forkant fremfor bagkant og bevare roen. En tilgang han også dyrker i sit arbejde med projektering.

”Jeg kan godt lide de udfordringer, hvor der er lidt kød på. Dem, hvor man tænker, hvordan pokker løser jeg det her. Og hvor man hele tiden skal være et skridt foran processen, udfordre løsninger og sætte spørgsmålstegn ved risici.”

Jens bærer også en flot statistik med sig, hvis du spørger han daglige chef, René Edslev, der er områdechef for nybyggeri og renovering:

"Ud af de ting Jens foreslår til bygherre, lykkedes han med at få 90 procent igennem. På Jens' nuværende projekt er bygherre efterhånden blevet så stor fan af Jens, at de ikke ser grund til at mødes uden ham."

Dé ord gør næsten Jens ydmygt utilpas, men også stolt.

”Jeg er ikke typen, der råber højest. Jeg fungerer bedst i mindre relationer, og altid med respekt for, at vi også skal tjene penge. Men jeg vil gøre det ordentligt uden halve sandheder. Så hvis der er huller i udbudsmaterialet, har jeg det bedst med at tilbyde tre løsninger end at sælge én billig og dårlig”.

Det store hjerte kan være en tidsrøver

Selvom Jens har stået for projekter som indkøbscenteret i Grønland, er det ikke prestige, der driver værket. Det er processen, og derfor fremhæver Jens selv renoveringen af plejecentret Æblehaven i Haarby. Et projekt, der blev afleveret til tiden i 2009 trods syv konkurser undervejs. Og dykker vi ned i MT Højgaard Danmarks arkiver, finder vi en artikel, der muligvis rummer en del af forklaringen bag succesen. Jens blev allerede dengang rost for sin gode tone, evne til at samle folk og tage initiativ til at sikre kvaliteten.

Men én ting har aldrig været til diskussion. Børnene er og bliver hans største drivkraft.

”Jeg har nogle rigtig gode børn, der opfører sig ordentligt, hjælper familien, har nogle gode venner og møder op til undervisning. Min store datter er i ”Frivillig LIV Odense”, som hjælper unge og familier som er udsatte – og snart rejser hun til Afrika som frivillig. Den yngste søn har lige været på efterskole, og er sådan én, der reagerer, hvis han ser nogle, der bliver holdt udenfor eller ikke trives."

Her falder æblet ikke langt fra stammen.

Jens sørger nemlig altid for, at børnene bliver behandlet lige og retfærdigt, ligesom kollegaerne på projekterne. Og selvom hobbyprojektet med at renovere ejendomme i fritiden er en tidsrøver, finder han altid tid til at hjælpe sine nærmeste.

”En af mine venner mistede for nyligt sin far meget pludseligt, og en anden ven stod i en skilsmisse og skulle flytte familien. Så kan jeg ikke lade være med at træde til. Familien betyder også meget. Vi spiser med min far hver tirsdag. Han bliver jo ældre, og der går længere imellem sejlturene om sommeren og fodboldkampene på stadion, som vi ellers har gjort i over 15 år. Så kan vi holde øje med ham, og han kan følge med i mit og børnenes liv. Og det giver utroligt mange gode snakke."

Det forklarer måske også, hvorfor Jens uden tøven opgav sin sommerferie, da byggepladsen i Svendborg stod én mand i undertal midt i industriferien. Grænsen mellem arbejds- og privatliv har en tendens til at blive udvisket.

“"Jeg kan godt lide de udfordringer, hvor der er lidt kød på. Dem, hvor man tænker, hvordan pokker løser jeg det her. Og hvor man hele tiden skal være et skridt foran processen, udfordre løsninger og sætte spørgsmålstegn ved risici."”

Vakuum om fremtiden og en refleksion over begrænsninger

Det er blevet bedre med alderen, men Jens kæmper stadig med at sætte grænser, sige ”nej” fra tid til anden og stole på sine egne evner.

”Jeg har nok været den der lidt for flinke kollega, der har svært ved at sige nej. Det går jo ud over mig selv i sidste ende. Men med tiden bliver jeg bedre til at vælge til og fra. For eksempel har jeg fundet ud af, at jeg ikke trives med for meget personaleansvar. Jeg holder meget af at være sammen med mine kollegaer, og det falder mig naturligt at høre om deres liv. Men jeg er en god byggemand, så jeg holder mig til projektansvaret og ikke personaleansvaret”.

Til gengæld forbliver drengedrømmen indtil videre et vakuum for Jens.

“Jeg har stadig en stor drøm om at bo på landet med dyr, og hvad der ellers hører til. Min kæreste og jeg har kig på en gård, der er ret fin. Men jeg har lovet mig selv at gøre det bedste for mine børn, og de flyver måske først fra reden om måske 5 år. Så vi ser tiden an, selvom det er et konstant vakuum at være i. Jeg panikker for eksempel lidt over, at vi måske har fundet drømmegården”

Men alle hans kollegaer og særligt hans chef René håber, at Jens bliver hængende i MT Højgaard Danmark resten af hans arbejdsliv. Så mon ikke drømmen om fritidslandbruget en dag går i opfyldelse for en målrettet projektchef, der har hænderne godt skruet på?