Vi er allesammen konkurrencemennesker
Søren Hansen Nybroe startede i MT Højgaard i 2006, direkte efter at han havde færdiggjort sin uddannelse som diplomingeniør. Han begyndte sin karriere som graduate, og på dette forløb fik han mulighed for at prøve kræfter med et år som entrepriseleder for underentreprenører, et år som entrepriseleder for egenproduktion og derefter et år som tilbudsberegner.
I dag arbejder Søren som tilbudsleder, selvom det ellers ikke lå i kortene, at han skulle ende med at arbejde med tilbudsgivning. Søren troede egentlig, at han skulle være byggepladsleder, men via graduate-forløbet fandt han ud af, at tilbud var interessant, og samtidig ville tilfældet, at der opstod en mulighed i tilbudsafdelingen.
Overblik og samarbejde
Som tilbudsleder er det Sørens opgave at have det store overblik over en sag, og det kræver, at han indhenter viden og samarbejder på tværs af virksomheden:
- En tilbudsleder er en generalist, der ved lidt om alt, i stedet for alt om lidt. I mit job er jeg den eneste, sammen med projektchefen og projekteringslederen, der har overblikket over hele sagen. Der er mange eksperter i MT Højgaard, og derfor skal jeg som tilbudsleder række hånden ud og få hjælp fra dem. Jeg skal også sparre med produktionen, og her kan jeg bruge den viden, jeg har, fordi jeg tidligere har været på byggepladsen, siger Søren.