Efter endt uddannelse førte Nellas vej hende vidt omkring, inden hun endte i MT Højgaard Danmark. Her kunne hun tidligere på året fejre sit 10-års jubilæum. Receptionen blev til en fælles morgenmad og kage, og i gave fik hun et par glimmersko. Det er ikke kun skoene, der lige skal gås til – det skal hendes nye rolle i HR også. Selvom nogle ting er uvante, er Nella overbevist om, det hele nok skal falde på plads.
”Det er mega spændende. Jeg er meget taknemmelig for tilliden, og jeg har fået en fantastisk sparringspartner i min nye chef, Lise. Muligheden for et internt jobskifte er så fed. Efter mit jubilæum blev jeg lidt mødt med en forventning om, at nu skulle der vel også til at ske noget nyt efter 10 år i samme virksomhed. Det havde jeg ikke selv tænkt, men jeg stoppede da op, og tænkte over, om jeg skulle tage 10 år mere eller afprøve noget andet. Nu kan jeg tage al den viden, jeg har oparbejdet i virksomheden og omsætte den i et andet fagområde. Det er en fantastisk mulighed hos MT Højgaard Danmark, og én jeg synes fortjener et meget større fokus. Tænk hvis ens næste skridt mod udvikling og mulighed ligger i et internt jobskifte og ikke et eksternt,” lyder det med eftertænksomhed fra Nella.
Chef for HR Projektsamarbejde og Projektsupport Lise Svinth Jonassen istemmer sig den betragtning, og uddyber lidt om processen: ”For mig var det vigtigt at få en HR-Projektpartner, som var parat til at lægge sig i selen og forstå, at vi grundlæggende skal understøtte forretningen, vores ledere og i sidste ende bundlinjen. At Nella udover naturligt at tage dette til sig, så også kender organisationen godt qua sine 10 år i firmaet, har blot gjort det mere relevant at satse på en intern kandidat. Nella er god til at inddrage sig selv i mødet med lederne; hvoraf hun kender en del i forvejen. At både hun og de har taget godt imod hendes nye funktion, vidner for mig om at vi er parate til at lade den bedste m/k arbejde i vores organisation.”
Nellas energi og evne til at gribe nye muligheder har også præget på andre områder. For godt otte år siden overtalte hun sin kollega Annette til at starte et initiativ, der blev døbt ”Kulturpatruljen” – en ide der opstod til en julefrokost. Her fik de ledelsens opbakning til at arrangere små festlige indslag i hverdagen, noget der stadig bringer glæde og sammenhold blandt kollegerne. ”De små sociale happenings har spredt glæde og styrket fællesskabet. Det er bare fantastisk at skabe noget for kollegerne,” lyder det med glæde i stemmen fra Nella.
Tilbudsleder og kulturpatruljepartner Annette Vinther Garbelmann tilføjer: ”Nella er den bedste sparringspartner, og en fantastisk kollega der lægger mærke til, om både nye og gamle kolleger har det godt og trives. Og så sprudler hun af ideer. Jeg kan stadig huske, hvordan hun fik mig med på ideen om at overbevise ledelsen til en Kulturpatrulje, og hvordan aftalen blev skrevet ned på en serviet samme aften.”