"Selv når regnen pisker ned på mig i et jordhul i Silkeborg, så elsker jeg det"
Indenfor byggeri og anlæg kan jeg ikke forestille mig bedre opgaver end de indledende arbejder ude på byggepladsen. Vi jordfolk kommer ud til en bar mark, hvor der ikke er noget som helst at se. Men vi har en udførlig plan med, og så buldrer vi derudaf, jorden sprøjter, og vi sætter rørene i. Når vi forlader marken, står der et perfekt fundament for de næste entrepriser, så vores kolleger kan gøre deres arbejde. Så er det sgu dejligt at gå på arbejde.
Mit arbejde betyder vildt meget for mig. Af og til måske endda for meget, men jeg synes, det vi laver, er hamrende sjovt, så det er svært at lade være. Og så har jeg tre børn og verdens bedste kone, der støtter mig, så vi finder ud af det hele sammen. Familien og arbejdet er alt for mig, og der er ikke tid til så meget andet. Det har jeg det helt fint med.