Cathrine Dornonville De La Cour

Jeg navigerer godt i kaos. Selvom jeg skal have 20 mennesker til middag, kan jeg godt finde på at køre ned og købe ind til mad en halv time forinden. Det stresser mig overhovedet ikke. Så må de bare få et glas rødvin og hjælpe til i køkkenet. 

Hvis jeg selv skal sige det, er min kaostolerance en stor fordel på større byggesager. Uanset hvor godt styr vi har på en sag, så er tempoet højt og en grad af kaos uundgåeligt. Det er ikke noget problem for mig. 

Når det er sagt, så sætter jeg naturligvis pris på at undgå at komme i situationer, hvor tempoet bliver så højt, at vi alle sammen spurter rundt ude på pladsen. Men hvis det sker, så er jeg positiv af natur, og god til at få mennesker til at gå den samme vej, selv når vi er pressede.

En skurvogn fyldt med optimisme

For tiden renoverer min mand og jeg vores sommerhus, efter at vi har revet vores gamle hus ned. Hver eftermiddag efter job kører jeg op til huset, og så arbejder vi på sommerhuset. Vi har endda en skurvogn, hvor vi kan sove i. Jeg glæder mig enormt meget til, at det bliver færdigt, for så får vi virkelig meget plads til at få besøg.

De mennesker der kender mig bedst, vil jo nok sige, at jeg er evig tidsoptimist. Jeg tror på tingene og sætter nogle mål. Det hele skal nok lykkes før eller siden. Det plejer det jo at gøre. Det er nok også, fordi at jeg er optimist, at jeg ikke bryder mig om når folk brokker sig eller er negative. Rigtig meget lykkes, hvis man har den rette attitude og gåpåmod.

Byggebranchen har ry for at være mandsdomineret, og det er der sikkert også meget sandhed i. Når det er sagt, har jeg aldrig mødt modstand på grund af mit køn, og jeg har i stedet set det som en fordel. Det er nemt at blive respekteret, og vi har en meget bedre dynamik, når vi har et diversitetsrigt hold. Så sidder der nogle kvinder derude og overvejer at vælge entreprenørbranchen fra, så skal de helt klart overveje det en ekstra gang.

Ligesom at komme hjem

Det er 27 år siden, at jeg fik papir på, at jeg var bygningsingeniør. Dengang var det min plan, at jeg skulle læse videre på Hawaii, men så tog livet en uventet drejning, som det gør nogen gange. Jeg så en annonce for et job, og kort tid efter var jeg ansat i Højgaard & Schultz, som et par år efter blev til MT Højgaard. Det blev til 23 år hos MT Højgaard, inden jeg skiftede til en anden entreprenør. Jeg tænkte, at efter så lang tid det samme sted, så skulle jeg prøve noget nyt.
 
Men efter et par år gik snakken jo i branchen. Der var optimisme, og der blæste spændende vinde i MT Højgaard Danmark. Så jeg vendte tilbage, og det er en beslutning, jeg er så glad for at have taget. Hos MT Højgaard bliver man set og anerkendt, og det er ikke særligt hierarkisk. Der er kort mellem topledelsen og os ude i marken. Det har været ligesom at komme hjem.