“Virkelig godt humør eller en rigtig øv-dag”
Tilbudsfaget har ændret sig meget, siden jeg lavede mit første tilbud i midten af 90´erne. Dengang handlede alt om pris. Vi regnede et tilbud, og så gik vi til licitation og fik at vide, om vi havde vundet eller tabt. Det tog typisk tre uger.
I dag er tilbudslovgivningen helt anderledes. Nu kan en tilbudsproces tage et helt år. Bygherren kan stille mange flere krav og stille parametre op omkring kvalitet, samarbejde, organisation og bæredygtighed, men prisen vægter stadigvæk højt. Bygherrerne vælger i stigende grad at udføre byggerierne i totalentrepriser, og det betyder, at vi skal være gode til at samarbejde med rådgiver, både ingeniør og arkitekt, allerede i tilbudsprocessen.
Udover at kunne lægge tal sammen, er samarbejde og kommunikation det, jeg skal være allerbedst til for at være god til mit job. Som tilbudsleder skal jeg kunne kommunikere den retning og strategi, vi har lagt for tilbuddet klart ud, så alle forstår kursen, og vi alle arbejder hen mod samme mål.
Svært at få job som bygningsingeniør i 90´erne
I dag har de fleste ingeniører nemt ved at få job. Men sådan var det ikke for 25 år siden. Jeg blev uddannet teknikumingeniør inden for bærende konstruktioner i 1994, og der kiggede man mest mod Tyskland, hvor byggeriet var i rivende udvikling.
Så jeg tog et job i Bottrop, hvor jeg regnede tilbud for en entreprenør. Og siden da har jeg arbejdet med tilbud. Inden jeg startede i MT Højgaard Danmark i 2015, har jeg også arbejdet for entreprenørvirksomheder i Randers, på Als samt i USA, hvor jeg var afsted med min familie i nogle år. Omdrejningspunktet har altid været gode tilbud, og det er det stadig.