MT Højgaard Danmark skal opføre fælleshus til Arbejdernes Landsbank

12. december 2022


Arbejdernes Landsbank og MT Højgaard Danmark har indgået kontrakt på AL-Huset, der bliver bankens nye fælleshus i Københavns Sydhavn. 

Vil du vide mere? 
Kontakt os

I to år har Arbejdernes Landsbank udviklet og projekteret deres nye fælleshus til bankens stabsfunktioner fra København og Glostrup. Både MT Højgaard Danmark og MT Højgaard Projektudvikling har i en lang periode været del af dette arbejde, og nu har førstnævnte så underskrevet kontrakt på den afsluttende projektering og opførelsen. Projektet opfører vi i en totalentreprise til en værdi af 481.500.000 kroner. 

Fælleshuset bliver bygget på Sluseholmen 3 med en ambition om DGNB Platin. Alt i alt bliver byggeriets bruttoetageareal 15.925 kvadratmeter. 
 
"I kontrakten* skriver bygherren selv, at udviklingen af AL-Huset er udført i et tæt og åbent samarbejde mellem bygherren og entreprenøren, og det kan vi bekræfte. At vi bliver valgt til uden konkurrence på sådan en sag, beviser igen, at de store private kunder i markedet har fået øjnene op for det transparente samarbejde, og ved at MT Højgaard Danmark er blandt de skarpeste til at føre det ud i livet. Den position skal vi værne om”, siger Martin Lose, der er sektionsdirektør i Byggeri Øst.  
 
Sagen er blevet udregnet og optimeret løbende gennem en periode, hvor globale påvirkninger har skabt flere usikkerheder i branchen som helhed. I 15 måneder har MT Højgaard Danmark styret arkitekter og ingeniører, for at nå frem til et færdigt projekt, og det er en stor tilfredsstillelse, at vi nu er nået i mål. En åben kalkulation og dialog med bygherren hele vejen har været en stor del af opskriften på at få projektet realiseret i en turbulent tid. 

Samarbejdsprojekt i koncernen

Det er MT Højgaard Danmarks søstervirksomhed MT Højgaard Property Development, der ejede én af grundene ved Sluseholmen, som byggeriet nu skal opføres på. Her er administrerende direktør Mads Bøgelund Lauritzen da også godt tilfreds med, at projektet nu skal realiseres for alvor.

"Det er en mangeårig tilstedeværelse i Sydhavnen fra vores side, der nu bindes en sløjfe på i tæt og konstruktivt samarbejde med Arbejdernes Landsbank og MT Højgaard Danmark. Det bliver en unik bygning som sammen med andre planlagte bebyggelser omkring den kommende metrostation vil udgøre et helt nyt kraftcenter i Københavns Sydhavn. Vi glæder os til at følge byggeriet de kommende år."  

Aftalen er den først underskrevne af to mulige større kontrakter for Arbejdernes Landsbank i den kommende tid. 
 
Info: Sådan omtaler bygherren samarbejdet i kontrakten
 
Projektet er udviklet i en fælles projektgruppe, hvori også bygherrens rådgivere og MT Højgaard Projektudvikling A/S har deltaget. Processen er udført i en åben, transparent og løsningsorienteret dialog for at sikre forståelse og indsigt i projektløsningerne og for at forventningsafstemme det færdige resultat. Ovenstående sikrer stor grad af overensstemmelse mellem byggeprogrammet, projekteringsløsninger, byggemetoder og prisdannelse, som giver ekstra sikkerhed i byggefasen for entreprenøren og bygherren.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website