Climate Challenge Laboratory
Visionen er at skabe en bygning med laboratoriefaciliteter, der kan rumme et unikt verdensklasse forskningsmiljø i en arkitektur, der understøtter innovation og samarbejder på tværs af discipliner, udveksling af viden og møder mellem mennesker.
Tæt samarbejde fra udvikling til udførelse
Tre hold har været prækvalificeret til opgaven, som de har løst i konkurrencepræget dialogform. En udbudsform, der giver mulighed for dialog med tilbudsgiverne undervejs i udvælgelsen af det helt rigtige hold, hvilket DTU anser som meget værdifuldt.
”Det er afgørende for både proces og resultat at få sat et hold, som kan samarbejde ligeværdigt fra udviklingsfasen til selve udførelsesfasen. Det er vi overbeviste om at vi har fået med det vindende team. Teamet repræsenterer tilsammen de efterspurgte styrker inden for projektets fem pejlemærker; fremtidens forskningsfaciliteter, bæredygtighed, arkitektur, digitalisering og samarbejde, og vi ser meget frem til at komme i gang med projektet,” siger projektchef hos DTU Bygherre, Francois Svend Court-Payen.
Også sektionsdirektør Martin Lose fra MT Højgaard Danmark ser frem til at indfri de høje forventninger til det tværfaglige samarbejde fra udviklingsfasen til udførelsesfasen.
”Det er med stolthed og glæde, at vi igen skal være del af et samarbejdsprojekt på DTU. Sammen med MOE og Christensen og Co. Arkitekter har vi i tilbudsfasen arbejdet målrettet på at leve op til DTU’s forventninger, og det er så fedt, at vi nu får mulighed for at omsætte det til virkelighed i et tæt og transparent samarbejde”