Mørnet egetræ bliver udskiftet nær danmarks østligste punkt
I mere end 100 år har tolv meter lange egetræskister med granit ovenpå fungeret som arbejdskaj på Frederiksø. Nu udskifter vores vandbyggere det mørnede egetræ med “flådeeg” fra starten af 1800-tallet.
18 kilometer nordøst for Bornholm ligger Christiansø og Frederiksø, hvor Danmark har haft forsvarsværker i flere hundrede år. Her i 2025 har Frederiksø så fået besøg af MT Højgaard Danmarks vandbyggere, som renoverer øens gamle kajer og moler for Forsvarsministeriet. Formand Frank Jensen fortæller:
“Kajkonstruktionerne består groft sagt af egetræskister med granitblokke ovenpå. Kajerne og molerne er fredede, og det vil sige, at vi først skal fjerne al granitten, og nummerere og gemme de enkelte blokke. Så fjerner vi de mørnede egetræskister, og monterer nye kister, inden granitten kommer retur igen. Det har vi nu gjort på Frederiksø, og vi gør det samme på Christiansø næste år, når vejret bliver til det.”
Selve egetræskisterne er 12 meter lange og 5 meter brede, og består af træstykker på 22,5 cm, som er sat sammen med skrå hagebladssamlinger. Kisterne har en helt speciel historie. Deres egetræ er nemlig såkaldt flådeeg, som Christian den Syvende plantede få år efter Slaget på Reden mod Storbritannien tilbage i 1801.
Slaget betød, at Danmark mistede store del af vores flåde, og da datidens krigsskibe krævede godt træ, valgte kongen at plante beskyttede egetræer flere steder i Danmark. Træ som altså skulle anvendes til nye danske krigsskibe på sigt. Gennem tiden er træet dog også blevet anvendt til forsvarsanlæg på land. Således også på Frederiksø.
