Præstevangen i Viby
MT Højgaard Danmark fortsætter forårets stærke ordreindgang. Boligforeningen Århus Omegn tildeler os den store renovering af deres almene boliger i Præstevangen i Viby.
Over de næste fire år skal vi renovere Præstevangen i Viby, der indeholder 667 almene boliger. Renoveringen omfatter blandt andet efterisolering, udskiftning af tage og gavle, nye badeværelser, køkkener og entredøre.
Hovedentreprisen på 528 millioner kroner er, økonomisk set, MT Højgaard Danmarks største renoveringssag nogensinde, og områdedirektør Lasse Sloth Andersen glæder sig til opgaven:
"Vi ser frem til samarbejdet med bygherre og samarbejdspartnere, mens vi udfører tømrer- og murerarbejder i egenproduktion. Vi har et stærkt og erfarent team på projektet – blandt andet med folk fra Bindesbøll-projektet, der nu er nomineret til Renoverprisen."
Renoveringen gennemføres i fire etaper, og arbejdet går i gang i oktober 2025.