Plejecenter i Tune
I slutningen af 2023 går MT Højgaard Danmark i jorden i Tune i Greve Kommune. Her skal entreprenøren bygge et nyt plejecenter for Boligselskabet Sjælland. I licitationsprocessen har det været vigtigt for boligselskabet, at den valgte entreprenør kunne indgå i et transparent samarbejde om at opføre plejecentret.
”Vi tror på en model, som er tillidsbaseret, og hvor vi i fællesskab finder de rigtige løsninger, så vi sammen kan skabe det bedst mulige projekt, inden for de rammer vi har. Det var MT Højgaard Danmark parat til, og det er vi rigtig glade for. Byggebranchen er som så mange andre presset på både pris og kvalitet. Vi kommer simpelthen ikke i mål med at bygge det bedste, vi kan, hvis ikke alle tager ansvar,” siger Boligselskabet Sjællands byggechef, Per Bro.
Byggeri med øje for klima og ressourcer
Boligselskabet Sjælland ønsker, at plejecentret skal opføres så klimavenligt som muligt. Derfor skal boligselskabet nu sammen med MT Højgaard Danmark granske projektmaterialet tæt for at finde mulige optimeringer, inden entreprenøren starter arbejderne på byggepladsen.
“Nu handler det om at give bygherren og beboerne mest plejecenter og lavest mulig CO2-udledning for pengene. Krydslamineret tømmer, eller CLT som det også kaldes, er et limtræsbaseret materiale, vi gerne vil forsøge at arbejde ind i projektet. Udover at give en rolig og smuk finish, så bidrager materialet også til at forbedre byggeriets CO2-regnskab,“ siger Michael Christiansen, der er sektionsdirektør i MT Højgaard Danmark, som har udarbejdet det vindende tilbud sammen med Norconsult.
