Sideudvidelse af 5,7 kilometer vej og 11 anlægskonstruktioner
MT Højgaard Danmark har vundet den fjerde store motorvejsordre på få år. Vejdirektoratet oplyser på deres udbudsportal, at MT Højgaard Danmark har vundet udbuddet om at udbygge en del af Rute 23 mod Kalundborg til motorvej.
Opgaven indeholder sideudvidelse af 5,7 kilometer vej, og derudover skal MT Højgaard Danmark bygge 11 betonkonstruktioner bestående af fire faunaunderføringer, tre faunapassager og fire vejbroer. Den samlede opgave beløber sig til 365 millioner kroner.
Arbejderne er en del af Kalundborgmotorvejens Etape 3, hvor Vejdirektoratet anlægger den sidste etape af Kalundborgmotorvejen, som er en cirka 28 km lang strækning mellem Knabstrup og Kalundborg.
Casper Zindorff Gram, der er områdechef for jord og ledninger, fortæller:
"Vi har en stor egenproduktion og et tæt samarbejde mellem vores specialister fra hele landet inden for fundering, jord og beton. Begge dele er helt afgørende for at kunne håndtere kompleksiteten og tempoet i store motorvejsprojekter. Det er vi efterhånden rigtig gode til i MT Højgaard Danmark."
Ordren er MT Højgaard Danmarks fjerde store motorvejsordre de sidste tre år. Her har vi også udført arbejder på E45-motorvejen i Jylland, ligesom vi tidligere i år også blev tildelt en udvidelse af Hillerødmotorvejen.