Spring til hovedindhold
03.12.2025

Kæmpe ordre: Vi skal bygge 11 steder i landet for Forsvaret

Krævende og vigtig opgave vundet for Forsvaret

Sammen med Pension Danmark er vi blevet tildelt et kæmpe projekt af Etablissement og Terrænkommandoen. Allerede til januar påbegynder vi derfor arbejdet med at opføre 31 indkvarteringsbygninger, der skal huse det stigende antal værnepligtige i Forsvaret. 

Der mangler kapacitet til værnepligtige i Danmark, og derudover er mange af Forsvarets nuværende bygninger nedslidte. Derfor sendte Forsvarsministeriet tidligere i år en ordre i udbud, så landets kaserner kunne blive opgraderet til tidssvarende og moderne indkvarteringsbygninger.  

I går blev udbuddet så afgjort, og det faldt ud til vores fordel. Allerede i slutningen af januar starter vi arbejdet med at opføre 31 nye bygninger med i alt 1.600 nye og tidssvarende indkvarteringsværelser på 11 af landets kaserner. Hver bygning bliver 2-3 etager og kommer til at have en længde på 80 meter.  
 
”Vi er stolte over at blive tildelt en så vigtig og samfundskritisk opgave for Forsvaret i samarbejde med Pension Danmark, og vores projektorganisation står klar til at skabe bedre indkvarteringsvilkår for de værnepligtige. Forsvaret er et vigtigt område for os, og tildelingen bekræfter, at vi står stærkt til de mange krævende opgaver i dette betydningsfulde segment.” fortæller COO Carsten Nielsen. 

Samarbejde med Pension Danmark og Raunstrup

Opgaven blev udbudt i et Offentligt-Privat-Partnerskab (OPP), hvor Forsvaret samarbejder med en privat leverandør, i dette tilfælde Pension Danmark og MT Højgaard Danmark, som leverer en totaløkonomisk løsning på tværs af finansiering, byggeri, drift og udvendig vedligeholdelse. Joan Clausen, der er projektdirektør i projektudvikling, fortæller. 

“Det er glædeligt at fortsætte samarbejdet med Pension Danmark på endnu en OPP-opgave for Forsvaret, som vi også bygger for i København. Vi har jo en lang tradition for OPP, og vandt faktisk det første OPP-projekt i Danmark for 20 år siden. Alt i alt har vi været del af 10 projekter, hvoraf vi har solgt flere, har fire i drift, et i opførelse, og nu altså også dette kæmpe projekt. Vi har samarbejdet og indgået aftale med Raunstrup som skal forestå drift og det udvendige vedligehold i en 20-årig periode”.  

Facts om ordren

Bygherre

Pension Danmark

Bestiller

Etablissement og Terrænkommandoen

Øvrige samarbejdspartnere

Raunstrup, Svend Poulsen, Ardess

Kontraktsum

2,65 milliarder kroner

Byggeperiode

30. januar 2026 - marts 2028

Lokation

De lokationer, der skal have nye bygninger, er henholdsvis Flådestation Frederikshavn, Bangsbo, Aalborg Kaserne, Skive Kaserne, Flyvestation Karup, Holstebro Kaserne, Varde Kaserne, Oksbøl Kaserne, Ryes Kaserne, Flådestation Korsør og Antvorskov Kaserne.