90 år i dag: Monberg & Thorsen tog fusen på alle, og vandt Lillebæltsarbejderne med genialt forslag

Vandtæt Lillebælts-ler

Ved udgangen af 1928 skulle det afgøres, hvilken entreprenør der skal udføre Lillebæltsbroen. Ind kommer der 16 tilbud på landfagene, syv på strømpillerne og ni på ståloverbygningen.

Monberg & Thorsen har allieret sig med Axel Monbergs bekendte fra studietiden i Tyskland, entreprenørfirmaet Grün & Bilfinger, som er internationale eksperter i fundering. Sammen får de en fremragende idé, udsprunget af den allerede foreliggende viden om lerets beskaffenhed i Lillebælt. Leret hedder tertiærler. Det er vanskeligt at ramme pæle i, og – hvad der er meget afgørende - fuldstændig vandtæt. 

Chok over “grønne ingeniører”

Man ved ikke med bestemthed, hvem der ved disse begejstrede ingeniørers første møder, tænkte hvad, og hvem der kom med hvilke forslag. De har i hvert fald alle vidst, at det både er tidsrøvende, kostbart og farligt at arbejde under stort tryk. Formentlig har en af dem – og det kan meget vel være den altid opfindsomme ingeniør Axel Efsen – sagt: 

“Hvad nu, om man konstruerede en sænkekasse, hvis siders kant nøje følger havbundens ujævnheder, så kassen kan afsættes lodret og skære sig ned i leret ved sin egen vægt. Derved danner den under sig et vand- og lufttæt rum. Et voila! Man bryder gennem dobbeltbunden, pumper rummet tomt for vand og kan vandre ned og foretage den videre fundering ved almindeligt atmosfærisk tryk!”

Monberg & Thorsens og Grün & Bilfingers er indlysende rigtigt. Konsortiets bud er på 18,3 millioner kroner og ligger 1,5 millioner under nærmest følgende bud. Det koster mindre og er tidsbesparende, da der nu kan arbejdes helt uden begrænsninger i treholdsdrift. Resultatet er, at DSB til alle andre entreprenørers bestyrtelse ved udgangen af 1928 overlader bygningen af Lillebæltsbroen til et kun ti år gammelt firma med to grønne ingeniører som ledere. 

Teorien skal stå sin første praktiske prøve i april 1931. Her er den første enorme sænkekasse, af jernbeton og med stålrør på siderne, klar til at blive søsat. 

Sænkekassen manøvreres langsomt ud i vandet, hvor den rejser en mægtig mur af skumsprøjt foran sig og til siderne. Den bliver hurtigt taget af den nordgående strøm, så de to dampere der skal manøvrere den ud på dybere vand, ikke kan holde den, og den flyder mange kilometer nordpå med damperne i hælene. 

Først da en tredje damper kommer til, får de styr på den 6.000 tons tunge sænkekasse, og trækker den tilbage og indad mod land, hvor den bliver lagt på grund, indtil den senere skal trækkes ud, og sænkes i dybet. Så langt så godt.

Da det havde vist sig, at de selvskærende sænkekasser fungerede i praksis, var det arbejdsmændenes tid til at komme i aktion. På bunden af Lillebælt gravede og støbte de beton ud i treholdsskift. 

I starten af 1930´erne var den overenskomstmæssige timeløn 126 øre. Men mandskabet i kasserne fik 160 ører, hvilket gjorde arbejdet attraktivt. Det var dog også nødvendigt, for arbejdet var hårdt og ofte ubehageligt. Arbejdsmand Gunnar Andersen fortæller om tiden i Lillebælt: 

“Jeg vil regne med, der var 30-35 grader varmt i sænkekasserne. Det kunne endda gå med at grave ud, men dengang vi støbte, var det slemt. Næste dag vi kom, svedte betonen, og det er en sødlig lugt, den har. Alt smagte sødt, vi kunne næsten ikke få mad i os. Kaffe smagte ad Pommern til. Ikke engang en bajer smagte godt.”

Over Lillebælts overflade var det helt andre kompetencer, der skulle i brug. Af hensyn til skibsfarten blev broens overbygning udført via udkragning til begge sider fra pillens top, idet man hele tiden sørgede for at være i ligevægt. Arbejdet begyndte med, at etablere en skrå afstivning, der dels bærer, dels forhindrer brostykket i at vippe eller svinge. For almindelige mennesker ser det både voveligt og halsbrækkende ud at bygge bro på så “nonchalant” en måde, men ingeniørernes standardsvar er som altid: “Det er kun et spørgsmål om beregning”