PFA Ejendomme har indgået totalentrepriseaftale med MT Højgaard om opførelsen af et eksklusivt boligbyggeri på Frederikskaj i Københavns Sydhavn.
Vil du vide mere?
kontakt osEjendomsselskabet og entreprenørkoncernen har indgået samarbejde om opførelsen af 64 nye lejligheder i anden etape af Frederikskaj 2-projektet, som i alt omfatter 145 boliger i et af Københavns mest attraktive områder.
- Vi har valgt at købe denne del af grunden og træde ind som bygherre, fordi der er tale om et kvalitetsprojekt i et kvarter, hvor der er en spændende plan for at omdanne kontordomiciler til en blanding af uddannelse, boliger og erhverv, siger Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme.
For PFA Ejendomme er projektet et led i en ny investeringsstrategi med et større fokus på boliginvesteringer.
- Vi har i PFA lagt en ny strategi, hvor vi fremadrettet skal have boliger for omkring 3-4 mia. kr. i vores portefølje. Derfor er vi meget tilfredse med at kunne tage et skridt på vejen ved at tilføre et spændende projekt som det på Frederikskaj til vores investeringer, siger Michael Bruhn.
Samarbejde sikrer færdiggørelse af boligområde
Byggetilladelsen ligger allerede klar og til februar starter maskinerne op, så lejlighederne står indflytningsklar i sommeren 2017.
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu får mulighed for at færdiggøre dette boligområde direkte ud til Københavns Havn. Kombinationen af beliggenheden tæt på byen med fin infrastruktur sammen med en nyskabende arkitektur vil skabe et byrum, der får helt særlige kvaliteter, siger projektudviklingsdirektør i MT Højgaard Torben Dahl.
Direkte adgang til vand og metro
Lejlighederne får direkte adgang til vandet og knyttes sammen med byen via den kommende metrostation i Sydhavnen, der bliver nabo til byggeriet.
Bebyggelsen, der består af i alt syv forskellige boligblokke, opføres i en høj kvalitetsmæssig standard i smukke og robuste materialer. Miljøvenligheden er også i højsædet med bl.a. 3-lags energiruder og solceller på de grønne tage, som reducerer afledningen af regnvand.
Fakta om Frederikskaj 2, 2450 København SV
-
Projektet omfatter to etaper på henholdsvis 81 og 64 lejligheder, i alt 145 nye boliger
-
MT Højgaard påbegyndte opførelsen af første etape på i alt ca. 8.600 m2 i 2015
-
Anden etape på ca. 6.400 m2, der opføres i samarbejde mellem PFA Ejendomme A/S og MT Højgaard, har byggestart i februar 2016 og vil stå indflytningsklar i sommeren 2017
-
Alle lejlighederne kommer til at være nabo til den kommende metrostation i Sydhavnen
-
Projektets arkitekt er Holscher Nordberg Arkitekter og det omkringliggende landskab udarbejdes i samarbejde med SLA