Anlægger ny færgehavn på rekordtid

27. februar 2014


Den 1. marts begynder anlægsarbejdet på den nye Ballen Færgehavn på Samsø, og seks måneder senere skal den kunne besejles af færgen fra Kalundborg. MT Højgaard har forberedt sig grundigt til ekspres-opgaven.

Vil du vide mere?
kontakt os

Under mottoet ”Keep it simple” har MT Højgaard forberedt sig nøje, mens bygherren Samsø Kommune har ventet på de nødvendige tilladelser til at sætte arbejdet i gang. Opgaven lyder på at have den nye færgehavn klar til besejling allerede 1. oktober, så der er ingen tid at spilde. Ventetiden siden kontrakten blev underskrevet er derfor blevet udnyttet til at skrue en effektiv arbejdsplan sammen og udtænke tekniske løsninger til gavn for projektet, tidsplanen og bygherren, fortæller afdelingschef Jacob Skaar fra MT Højgaard.

Alternative løsninger

- Vi har brugt ventetiden til at udtænke nogle enklere løsninger på anlæggelsen af havnearealet og kajkonstruktionen og samtidig sikre bygherren et bedre produkt. Det gør det muligt at arbejde mere effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten. Samtidig imødekommer vi både kommunens ønsker for tidsplanen og økonomien samt vores egne målsætninger med hensyn til projektstyringen og afleveringen, siger Jacob Skaar.

Han har allerede i tilbudsfasen valgt at udføre projektet med en bred stab for at projektet kan få den fulde og udelte bevågenhed i de kun seks måneder, MT Højgaard har til at gøre havnen klar til sit første anløb i oktober.

24-7 i et par måneder

Til opbygning af molerne har MT Højgaard valgt at sejle materialerne til. Fartøjerne, der fragter sten til den nye havn på østsiden af Samsø, kommer til at sejle i døgndrift de næste måneder. Jacob Skaar understreger, at hele organisationen af funktionærer, timelønnede og underentreprenører er indstillet på, at opgaven kræver sit for at deadline kan blive overholdt.

For 57 mio. kr. havn

Foruden 600 meter molebyggeri omfatter totalentreprisen af den nye havn etablering af en ny adgangsvej ned til havnen på omkring 300 meter, et havneareal på 20.000 m2 til parkering, opmarchareal og en bygning med bl.a. ventesal, et såkaldt L-leje på 100 meter, hvor færgen skal lægge til samt et havnebassin på 34.000 m2 med en dybde på 5,5 meter. Alt sammen kommer til at koste 57 mio. kr.

Fakta om Ballen Havn

  • Bygherre: Samsø kommune
  • Totalentreprise: MT Højgaard
  • Anlægssum: 57 mio. kr.
  • Byggeperiode: 1. marts 2014 – 1. april 2015.
Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website