Nyt koncept for havmøllefundamenter lover godt for både miljø og økonomi

21. august 2014


Det første af en ny generation af betonfundamenter skal om få måneder søsættes for første gang i Den Engelske Kanal. Optimerede produktionsmetoder og nemt installationskoncept åbner for alvor for vindmølleparker på dybt vand i stor skala.

Vil du vide mere?
kontakt os

Der var stor glæde forleden dag, da bundpladen til prototypen på et helt ny havmøllefunda-ment blev støbt færdig i Frankrig. Der er tale om et fundament, som om få måneder skal installeres på 27 meters dybde ca. 17 km fra land ud for Fécamp. Bag udviklingsprojektet står Norske Seatower, danske MT Højgaard og franske Eiffage TP, som udfører projektet i forbindelse med ”Parc éolien en mer de Fécamp” for det franske energiselskab EDF Energies Nouvelles, danske DONG Energy og tyske wpd Offshore.

Bundpladen til den nye prototype måler lidt over 23 meter i diameter og er godt en meter høj. Kampvægten på det færdige fundament med ballast og målemast er imponerende 1.760 tons.

- Det er den første store milepæl i produktionen af det nye gravitations-betonfundament, og støbningen forløb helt efter planen. Nu følger opbygningen af den kegleformede konstruktion af beton og montage af stål-overgangsstykket samt målemast oven på selve bundpladen, og om få måneder er fundamentet klar til at blive søsat og slæbt til havs, fortæller Kim R. Andersen, direktør for divisionen Offshore & Stålbroer i MT Højgaard.

Fundamentet sænkes ned på havbunden via ballastering med vand. Forinden er havbunden forberedt således, at fundamentet er selvnivellerende.

Nødvendigt at se ud over traditionelle fundamenter

MT Højgaard er med over 20 års erfaring blandt de mest erfarne aktører inden for installation af både beton- og monopælefundamenter. Udviklingen af en ny type fundamenter ser Kim Andersen som en nødvendighed for en fortsat udvikling af havmølleenergi som et økonomisk attraktivt alternativ:

- Der er meget langt fra ældre modeller af betonfundamenter, som vi fx kender fra Middelgrunden Havmøllepark, til ”Cranefree® Gravity foundations-konceptet.” Det nye gravitations-betonfundament er ikke alene skabt til steder, hvor havbundsforholdene gør det direkte umuligt at banke monopæle ned. Fundamenterne er også velegnede til større havdybder, fortæller han.

Bæredygtig økonomi og skånsom installation

Med slæbebåde og uden brug af store installationsfartøjer kan adskillige fundamenter installeres parallelt inden for et kort vejrvindue, selv når der er høje bølger. Metoden er desuden skånsom mod miljøet i kraft af mindre belastning af havbunden og ingen støj, som påvirker dyrelivet.

- I takt med at havvindmølleparkerne flytter ud på dybere vand, er det af afgørende betydning, at anlægsomkostningerne holdes nede. Ellers er det ikke længere økonomisk bæredygtigt, siger Kim R. Andersen.

Fakta om gravitationsbetonfundamentet

  • Fundamentet er resultatet af et udviklingsprojekt gennemført af den norske virksomhed Seatower. En bred vifte af know-how og teknologi fra offshore olie- og gasindustrien blev anvendt til at udvikle denne nye prototype og imødekomme de udfordringer, som havvindmølleindustrien står over for. 
  • Det såkaldte gravitationsbetonfundament, som er en hybridkonstruktion af beton og stål, er egnet til effektiv masseproduktion og kan installeres uden brug af omkostningstunge installationsfartøjer. 
  • Siden 2011 har MT Højgaard og Seatower arbejdet sammen om at udbyde gravitati-onsbetonfundamentet på det europæiske marked. I forbindelse med udviklingsprojektet ved Fécamp har Seatower designet fundamentet og det franske entreprenørfirma Eiffage TP producerer det, mens MT Højgaard står for installationen.

Offshore i MT Højgaard

MT Højgaard projekterede og installerede fundamenterne til verdens første havmøllepark, den danske Vindeby. Siden 1992 har MT Højgaard leveret mere end 630 havmøllefundamenter svarende til mere end 2 GW vindkraft.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website