Mikkel er vokset op med en skruetrækker i hånden, i dag er han tømrerlærling i MT Højgaard Danmark


Drømmen om en uddannelse som tømrer startede tidligt for Mikkel Rasmussen, som nu er godt på vej mod målet. Han er tømrerlærling i MT Højgaard Danmark, hvor han glæder sig over de mange muligheder og forskelligartede opgaver.

Vil du vide mere om lærepladser hos os?
Læs her

Mikkel Rasmussen er i gang med at uddanne sig til tømrer. Han er andenårslærling og har i øjeblikket sin gang på Skoleparken i Bagsværd, hvor MT Højgaard Danmark er i fuld gang med at nedrive og genopføre 241 lejeboliger og bygge 36 nye boliger.

- Jeg har været lærling i MT Højgaard Danmark siden starten af min uddannelse. Og indtil nu har det kun været godt. Jeg er glad for at få mulighed for at rykke rundt på forskellige pladser, så jeg kan prøve noget forskelligt. Samtidig får jeg mulighed for at møde og arbejde sammen mange forskellige mennesker. Dét kan jeg godt lide - at hver dag ikke er det samme, siger han.

Lærer mere på pladsen

Mikkel har været på Skoleparken de sidste tre måneder og skal snart tilbage på skolebænken. Men han glæder sig allerede til at vende retur til byggepladsen efter skoleforløbet.

- Jeg får meget mere ud af at gå på pladsen end i skolen. Her er meget større udfordringer. På skolen får man bare stukket en tegning i hånden og udleveret nogle materialer. Og hvis man skærer forkert, kan man tage et nyt bræt. Her kan vi ikke bare lave et nyt facadeelement, hvis noget går galt. Så vi er nødt til hele tiden at tænke i løsninger, forklarer han.

Mikkel tager sin uddannelse fra Roskilde Tekniske Skole. Han har altid forestillet sig, at han skulle være håndværker og er meget tilfreds med, at valget faldt på tømreruddannelsen.

- Jeg har arbejdet med håndværk og tømreropgaver, fra jeg var helt lille. Jeg havde en skruetrækker i hånden, før jeg fik en blyant. Der er mange håndværkere i familien med forskellige fag, så jeg kendte godt til de forskellige muligheder. Men det var tømrer, der sagde mig mest, fortæller han.

Flere muligheder som lærling i MT Højgaard Danmark

Mikkel har et klart indtryk af, at det er meget anderledes at være lærling i MT Højgaard Danmark frem for i en mindre tømrervirksomhed.

- Hos et mindre tømrerfirma får man jo slet ikke mulighed for at lave sådan noget, som det vi går og arbejder med her på pladsen, hvor vi fx lige nu i løbet af et par dage skal montere facade- og tagelementer til en hel række rækkehuse. Et lille firma får ikke opgaven med at bygge et helt hospital eller andre store projekter. Hos MT Højgaard Danmark får man som lærling lov til at prøve det hele. Og det gør, at det klart er en fordel for mig at være her. Jeg har anbefalet flere af mine kammerater, som har ledt efter læreplads, at søge her, siger han.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website