Lille Meyer – eftertragtede ungdomsboliger står færdige

14. december 2020


MT Højgaard har udviklet og bygget 107 ungdomsboliger for AKB København på A.C. Meyers Vænge i Københavns sydhavn. Nu er projektet afleveret. Tre uger før tid og så godt som mangelfrit. 

Vil du vide mere?
kontakt os

Der mangler billige ungdomsboliger i København, men om kort tid kan 107 unge studerende flytte ind i lækre, nybyggede ungdomsboliger tæt på vandet og centralt placeret i København. Lille Meyer, som byggeriet er blevet døbt, er et projekt, som er udviklet af MT Højgaard Projektudvikling og bygget i totalentreprise af MT Højgaard Danmark for Boligselskabet AKB, København med KAB som forretningsfører. Det samlede byggeri er på 5400 kvm og består af 107 ungdomsboliger samt fællesrum.

Seniorprojektleder Jesper Birn Lindeberg fra KAB fremhæver, at man sammen har fået opført et socialt bæredygtigt byggeri i høj kvalitet, hvor huslejen stadig kan holdes lav:

- Betalbare ungdomsboliger er en kæmpe mangelvare i København. Så Boligselskabet AKB, København får et attraktivt produkt, som der er meget stor efterspørgsel på. Med sine rå betonfacader har byggeriet et solidt arkitektonisk aftryk. Vi er meget tilfredse med, at vi har fået et byggeri med så mange kvaliteter, hvor det samtidig er muligt at sikre en meget lav husleje. Det er et socialt bæredygtigt byggeri, som kan stå i rigtig mange år fremover.

Netop udfordringen med at skaffe gode, billige boliger til unge i København har sikret projektet positiv politisk bevågenhed. Boligminister Kåre Dybvad var således både med til at tage første spadestik på projektet og med til rejsegilde.

Afleveret mangelfrit tre uger før tid 

Derfor er det også med stolthed, at MT Højgaard Danmark kan aflevere et færdigt byggeri tre uger før aftalt tid, som er stort set mangelfrit. 

Seniorprojektchef Erik Villads Hansen fra MT Højgaard Danmark siger:

- Det kan se nemt ud nu, men det har virkelig krævet en indsats fra alle vores folk. Vi har kæmpet for at nå i mål med projektet. Nu har vi leveret et byggeri med høj byggekvalitet så godt som uden mangler og inden den oprindelige aftalte tid. Jeg er også stolt over, at projektet er gennemført med et arbejdsmiljø i top og uden arbejdsulykker med fravær i hele byggeperioden på 362 arbejdsdage. 

 

KAB fremhæver, at Lille Meyer er et socialt bæredygtigt byggeri i høj kvalitet, hvor huslejen stadig kan holdes lav

Tillid baner vejen for fantastisk samarbejde

Den flotte indsats bliver der kvitteret for af bygherre, der også fremhæver det gode samarbejde hele vejen fra udviklingen af projektet til aflevering som en central årsag til, at det er kommet så flot i mål.

- Vi har haft en meget tæt og god dialog undervejs – også i forløbet op til selve byggefasen. MT Højgaard har ageret virkelig professionelt i forhold til os som bygherre. De har både haft overblik og fokus på detaljen. Vi har hele tiden haft en god fornemmelse for, hvad der er foregået på projektet. Der har været nogle dygtige, erfarne folk på og en stærkere bemanding, end jeg er vant til som bygherre. Udfordringer har været løst med det samme, fordi der har været ressourcer og kompetencer til det. Det giver en høj grad af tryghed, siger Jesper Birn Lindeberg.

Erik Villads Hansen genkender billedet af en god og tillidsfuld dialog. 

- Der har været en helt fantastisk tillid fra alle parter på projektet. Vi har spillet med åbne kort om alt. Og bygherre har spillet fantastisk med og har ladet os passe det hele selv uden at føle sig nødsaget til at kigge os over skulderen. Når man bliver givet den tillid, så føler man sig endnu mere forpligtet til at yde sit allerbedste. Så det har vi virkelig gjort.

 

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website