MT Højgaard International køber færøsk virksomhed

9. februar 2021


MT Højgaard Holding A/S’ forretningsenhed MT Højgaard International har med virkning fra 1. januar 2021 købt 80% af aktierne i den færøske virksomhed RTS Contractors. Virksomhedens stiftere, brødrene Svend og Andrias Lamhauge, fortsætter som medaktionærer og udgør fortsat virksomhedens ledelse. Handelen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Vil du vide mere?
Kontakt os

Med købet styrker MT Højgaard International sin position på Færøerne og i Grønland og får adgang til stærke kompetencer inden for jord- og anlægsopgaver, herunder sprængninger under arktiske forhold.

MT Højgaard International har samarbejdet med RTS Contractors som underleverandør på flere entrepriser på Færøerne og i Grønland. Med købet positionerer MT Højgaard International sig til den forventede vækst i de nordatlantiske markeder. Det færøske anlægsmarked har p.t. en værdi på over 200 mio. kr., og markedet forventes at stige drevet af flere boligbyggerier, offentlige infrastrukturprojekter og efterspørgsel på bassiner til fiskeindustrien og tunneler.

”Der er spændende vækstmuligheder i de nordatlantiske markeder, og vi glæder os til at bygge videre på det gode samarbejde med Svend, Andrias og de dygtige medarbejdere hos RTS Contractors om at styrke vores fælles position og tilbud til kunderne. Sammen får vi en geografisk og kompetencemæssig dækning, der kan skabe stor værdi for kunderne og stille os stærkere i konkurrencen,” siger Peter Kofoed, direktør i MT Højgaard International. 

RTS Contractors har base i Runavik på den sydlige Eysturoy og beskæftiger 29 medarbejdere. Virksomheden blev etableret i 1997 og har siden 2007 også arbejdet i Grønland. Virksomheden fik i regnskabsåret 2019/20 en omsætning på 28 mio. kr. efter 19% vækst, mens overskudsgraden var 9,6%. I indeværende regnskabsår er væksten fortsat.

RTS Contractors fortsætter under eget navn og vil både løse opgaver for eksterne kunder og i samarbejde med MT Højgaard Internationals øvrige selskaber.

”MT Højgaard International får adgang til stærke specialistkompetencer og øger leverancesikkerheden på en række større projekter med købet af RTS Contractors. Det danner grundlag for at skabe vækst i de kommende år i tråd med vores strategi,” siger Morten Hansen, administrerende direktør og koncernchef i MT Højgaard Holding.

MT Højgaard International løser bygge-, anlægs- og installationsopgaver på udvalgte internationale markeder for private og offentlige kunder. Kernegeografierne er Færøerne, Grønland, Maldiverne og udvalgte lande i Afrika gennem det delejede portugisiske selskab, Seth.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website