Stor kontrakt i hus på Maldiverne

13. december 2021


MT Højgaard International skal tilbage til den ø, hvor det hele begyndte i Maldiverne. Søndag den 12. december skrev vi under på en stor kontrakt med den lokale regering om at opføre 2.650 meter kystsikring på øen Fuvamulah 500 km. syd for Maldivernes hovedstad Malé. Det er samme ø, hvor vi i 1999 byggede havnen som vores første projekt i landet.

Fuvamulah er gennem de seneste år ramt hårdt af erosion på øens nordøstlige kystlinje, hvorfor den nu skal beskyttes mod at erodere yderligere. Det gør vi ved at anlægge hård kystsikring bestående af 160.000 tons importerede stenmaterialer og 1.320 præfabrikerede betonelementer.

Derudover udfører vi et naturligt svømmebassin på 50x50 meter, som indhegnes af bølgebrydere, og som der bliver adgang til via fem adgangstrapper i beton i varierende størrelse. Derudover forlænger vi to gamle drænkanaler gennem den nye kystsikring for at sikre afvanding af øen.

Projektet begynder med det samme og forventes afsluttet i august 2023. Kontraktsummen er cirka DKK 120 millioner.

Kontrakten mellem MT Højgaard International og den lokale regering  bliver underskrevet.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website