Første boligbebyggelse i NærHeden står færdig

31. august 2018


Solrækkerne er det første boligbyggeri i det ambitiøse byudviklingsprojekt NærHeden i Hedehusene, og nu står de 48 moderne og bæredygtige rækkehuse færdige.

Vil du vide mere?
Kontakt os

Det første boligbyggeri i den nye bydel NærHeden i Hedehusene er nu klar til, at de sidste beboere kan flytte ind. Det er MT Højgaard, der har udviklet og opført de 48 moderne og bæredygtige rækkehuse, Solrækkerne, der indbyder til fællesskab.

- Vi er stolte af at have været med til udviklingen af NærHeden med spændende boliger og ser et stort potentiale i bydelen. Området er allerede i fuld gang med at blive omdannet til en attraktiv forstad med fokus på det nemme hverdagsliv og fællesskabet. Det har været en rigtig god proces, og vi har haft et blændende samarbejde med NærHeden, siger Christina Jørgensen, der er direktør i MT Højgaard.

Fuldt udbygget skal NærHeden rumme 3.000 boliger, skole, børneinstitutioner, fritidstilbud, butikker og kontorer, og det bygge- og anlægsarbejde er i fuld gang.

- Det er en fornøjelse at se det første helt færdige boligprojekt i NærHeden, og nu er der pludselig kommet mennesker, barnevogne og liv i byen. Det betyder også, at både investorer og potentielle beboere har fået tillid til, at her kommer en attraktiv bydel. MT Højgaard har været en solid og professionel samarbejdspartner i alle projektets faser, siger direktør i NærHeden P/S Ole Møller.

Fællesskab i det store fællesskab

Opførelsen af Solrækkerne har været fordelt på to etaper, hvoraf de første 25 boliger stod færdige i foråret 2018. Det er nu de resterende 23 rækkehuse, der er færdige, og dermed er bebyggelsen Solrækkerne færdigbygget. Boligerne har været meget eftertragtede, og alle boliger var solgt, længe inden bebyggelsen stod færdig.

- Det er lykkedes at skabe et byggeri, der rammer en bred målgruppe og er attraktivt for både seniorer, børnefamilier og unge. Det er muligt at være privat i sin bolig, men området åbner også op, inviterer og sætter fællesskabet i centrum, siger Christina Jørgensen.

Det er Holscher Nordberg, der har tegnet stregerne til rækkehusene, mens Masu Planning har designet landskabet, der omgiver boligerne.

Boligerne er opført i samarbejde med Scandi Byg, som er en del af MTH GROUP, og som er eksperter i bæredygtige byggeprocesser. Det industrielt fremstillede modulbyggeri har gjort det muligt at opføre rækkehusene på blot 10 måneder.

Læs mere om NærHeden på www.naerheden.dk

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website