MT Højgaard vinder stor opgave på DNV-Gødstrup

3. oktober 2016


MT Højgaard har netop indgået en kontrakt til en værdi af 236 mio. kr. på at udføre apteringsarbejderne på Det Nye hospital i Vest – DNV-Gødstrup.

Vil du vide mere?
KOntakt os

I starten af november 2016 begynder MT Højgaard arbejdet med apteringen på første etape af Det Nye hospital i Vest, DNV-Gødstrup.

Første etape af byggeriet består af de somatiske afsnit, som blandt andet omfatter akutmodtagelse, intensivafdeling, laboratorier, kirurgi og sengestuer med et samlet bruttoareal på i alt 98.000 kvadratmeter. Her skal MT Højgaard udføre det indvendige apteringsarbejde som hovedsagelig omfatter alt tømrer-, murer-, gulv- og malerarbejde. Arbejdet forventes afsluttet i november 2019.

- Vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med Region Midtjylland, som vi har arbejdet godt sammen med på flere tidligere opgaver, senest på Det Nye Universitetshospital i Aarhus – DNU-Skejby, siger afdelingschef i MT Højgaard Bjørn Hartvig Wyke.

Kontraktsummen er på 236 mio. kr., og i MT Højgaard er der glæde over at kunne udvide ordrebeholdningen med endnu et sygehusbyggeri.

- At vi vinder dette spændende projekt på DNV-Gødstrup er med til at understrege vores store fokus på og dygtiggørelse inden for hospitalsbyggeri, og vi er glade for, at det nu bærer frugt med endnu et projekt, siger Bjørn Hartvig Wyke. 

Fakta om DNV-Gødstrup

Der skal bygges et nyt hospital i Gødstrup vest for Herning, der samler Hospitalsenheden Vest på én matrikel i stedet for som tidligere med sygehuse i Holstebro, Lemvig, Ringkøbing, Tarm og Herning.

DNV-Gødstrup bliver et moderne akuthospital med alle behandlingsfunktioner, der dækker hele det vestlige område af Region Midtjylland. Hospitalet bliver på ca. 135.000 m2 somatisk hospital (etape 1 og 3). Herudover bygges der endvidere et psykiatrisk hospital på ca. 12.800 m2 (etape 2).

Byggeriet blev igangsat i september 2012 og etape 1 forventes at blive taget i brug i slutningen af 2019. Hele hospitalet forventes taget i brug i 2020.

Læs mere på www.dnv.rm.dk

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website