Med bygningen ”Climate Challenge Laboratory” får DTU en ny forskningsfacilitet, der skal styrke den tværfaglige forskning inden for grønne teknologier, som kan bidrage til at accelerere udviklingen af grønne løsninger. DTU har netop underskrevet kontrakt med MT Højgaard Danmark, MOE Rådgivende Ingeniører og Christensen og Co Arkitekter, som sammen med DTU nu går i gang med at udvikle projektet.
Vil du vide mere?
Kontakt osVisionen er at skabe en bygning med laboratoriefaciliteter, der kan rumme et unikt verdensklasse forskningsmiljø i en arkitektur, der understøtter innovation og samarbejder på tværs af discipliner, udveksling af viden og møder mellem mennesker.
Tæt samarbejde fra udvikling til udførelse
Tre hold har været prækvalificeret til opgaven, som de har løst i konkurrencepræget dialogform. En udbudsform, der giver mulighed for dialog med tilbudsgiverne undervejs i udvælgelsen af det helt rigtige hold, hvilket DTU anser som meget værdifuldt.
”Det er afgørende for både proces og resultat at få sat et hold, som kan samarbejde ligeværdigt fra udviklingsfasen til selve udførelsesfasen. Det er vi overbeviste om at vi har fået med det vindende team. Teamet repræsenterer tilsammen de efterspurgte styrker inden for projektets fem pejlemærker; fremtidens forskningsfaciliteter, bæredygtighed, arkitektur, digitalisering og samarbejde, og vi ser meget frem til at komme i gang med projektet,” siger projektchef hos DTU Bygherre, Francois Svend Court-Payen.
Også sektionsdirektør Martin Lose fra MT Højgaard Danmark ser frem til at indfri de høje forventninger til det tværfaglige samarbejde fra udviklingsfasen til udførelsesfasen.
”Det er med stolthed og glæde, at vi igen skal være del af et samarbejdsprojekt på DTU. Sammen med MOE og Christensen og Co. Arkitekter har vi i tilbudsfasen arbejdet målrettet på at leve op til DTU’s forventninger, og det er så fedt, at vi nu får mulighed for at omsætte det til virkelighed i et tæt og transparent samarbejde”
Byggegrunden hvor B313 Climate Challenge Laboratory skal opføres.
Bidrag til campusmiljø
B313 placeres centralt på campus i et område med både studieboliger, specialiserede forsknings-bygninger og auditoriebygninger, og skal derfor være både inviterende og inkluderende med øje for stedet og hverdagslivet for både forskere, studerende, samt naboer fra lokalområdet og gæster på campus.
Fakta
Areal: ca. 10.000 m2
Placering: DTU Lyngby Campus, 3. kvadrant
Team: MT Højgaard Danmark, MOE Rådgivende Ingeniører og Christensen og Co Arkitekter
Targetpris: 319,7 mio. kroner
Forventet byggestart: April 2022