Stort metrobyggeri færdiggjort

4. april 2014


Byggeriet af kontrol- og vedligeholdelsescentret til Cityringen er afsluttet. Det 11.600 kvadratmeter store byggeri er en vigtig milepæl på Cityringen, og centret er afleveret til tiden og inden for budgettet.

Vil du vide mere?
kontakt os

MT Højgaard har overdraget Kontrol- og vedligeholdelsescentret til den kommende metrostrækning Cityringen til italienske Ansaldo STS. Kontrol- og vedligeholdelsescentret er en stor milepæl på Cityringen, der nu er færdiggjort.

Byggeriet bliver overdraget til den aftalte pris og på den aftalte dato, og undervejs i forløbet har der været et godt samarbejde mellem Metroselskabet, Ansaldo STS og MT Højgaard. Byggeriet gik i gang i juli 2011, og processen på godt to et halvt år er forløbet helt som planlagt. Projektet har på mange måder fungeret som et mønsterprojekt. Blandt andet har der i hele processen som minimum været ansat et tilfredsstillende antal lærlinge, lige som byggepladsen har modtaget en pris for godt arbejdsmiljø.

– På mange måder har det været en fremragende arbejdsplads. I det daglige samarbejde har alle parter været professionelle og løsningsorienterede, og vi har opbygget stor tillid til hinandens kompetencer. For os i MT Højgaard har det været en spændende oplevelse at bygge for en stor italiensk bygherre på vores egen hjemmebane, og det har givet os nogle erfaringer, som vi forventer at kunne trække på ved andre internationale projekter som for eksempel den kommende Femern-forbindelse, siger sektionsdirektør Lars Fuhr Pedersen fra MT Højgaard.

Ansaldo STS har kontrakt på transportsystemet og er således bygherre for MT Højgaard, men de to virksomheder har naturligvis arbejdet tæt sammen med Metroselskabet.

– Færdiggørelsen af byggeriet af Kontrol- og vedligeholdelsescentret er en af de store milepæle i Cityringen. Selv om der endnu går nogle år, inden København får glæde af den nye metrostrækning, er dette et stort og vigtigt skridt på vejen, og vi kan kun rose Ansaldo STS og MT Højgaard for et veludført arbejde med stort fokus på arbejdsmiljø på byggepladsen, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet.

Kontrol- og vedligeholdelsescentret bliver en central del af den kommende metrostrækning. Centret består af en hovedbygning på 10.300 kvadratmeter, hvor der blandt andet skal være hovedkontrolrum, serverrum, administration og omklædning for Cityringens personale. Dertil kommer en særskilt bygning på 1.300 kvadratmeter til rengøring og vask af togene.

MT Højgaard har opført bygningerne og forberedt det udvendige terræn til udlægning af togspor, etablering af kabelføringsveje, belysning, parkeringspladser og hegn. Kontrol- og vedligeholdelsescentret tages i brug sammen med Cityringen i 2018.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website