En karakteristisk bygning i centrum af København får nyt liv, når MT Højgaard Danmark renoverer Knud Højgaards Hus på Kultorvet for Knud Højgaard Fond.
Vil du vide mere?
Kontakt osMT Højgaard Danmark har indgået en aftale med Knud Højgaards Fond om renovering af Knud Højgaards Hus på Kultorvet – en karakteristisk bygning i hjertet af København, der tidligere blandt andet har rummet Niels Brock Copenhagen Business College og før da Københavns Hovedbibliotek. Fremover bliver huset indrettet til retail i stueetagen og kontorer på 1. til 5. sal.
Knud Højgaards Hus istandsættes med respekt for den oprindelige funkisstil med en rå indretning med blandt andet fritstående søjler og synlig ventilation.
- Vi er meget glade for og stolte over at have fået opgaven med at renovere Knud Højgaards Hus. Det er til dato årets største renoveringsprojekt. Målet er at hæve huset til en helt anden moderne standard, siger seniorprojektchef Morten Steen Steensen fra MT Højgaard Danmark.
Gennemgribende renovering
Bygningen blev opført i årene 1955-57 og var efter tidens standarder meget moderne. Blandt andet var de præfabrikeret chok-betonelementer, som bygningen er opført ved hjælp af, noget helt nyt. Efter at have været udsat for vind, vejr og forurening i godt 65 år er betonfacaden dog nu moden til en udskiftning. De nuværende betonfacader bliver derfor fjernet og erstattet med en mere miljøvenlig sandstensfacade.
- Udover at forsyne bygningen med en ny flot og tidssvarende facade i sandsten bliver ejendommen samtidig renset for tidligere tiders brug af diverse miljøskadelige materialer. Hensigten er at gøre stueetagen til et attraktivt handelsmiljø, og resten af husets fem etager transformeres til helt moderne kontorer, siger Sten Scheibye, der er formand for Knud Højgaards Fonds bestyrelse.
I dag står bygningen som råhus, strippet for alt tidligere interiør. Med renoveringsprojektet får MT Højgaard Danmark opgaven med at føre bygningen frem til det, der kaldes ”white box” – altså et stort set færdigt byggeri, men hvor beslutningerne om den sidste indretning med fx endelig ruminddeling, farver på væggene og gulvbelægning aftales efterfølgende mellem bygherren og de nye lejere.
Den samlede entreprisesum på renoveringen lyder på ca. 180 mio. kr. Derudover kommer lejemålsindretningen, som MT Højgaard Danmark også forventer at ville byde ind på at udføre.
Knud Højgaards Hus på Kultorvet i hjertet af København står foran en gennemgribende renovering. Bygningen får en ny sandstensfacade og istandsættes indvendigt med respekt for den oprindelige funkisstil med en rå indretning med blandt andet fritstående søjler og synlig ventilation.
Bæredygtig renovering
Renoveringen bliver DGNB sølv-certificeret. Det betyder, at byggeriet skal leve op til en række skærpede krav i forhold til almindelige byggenormer inden for blandt andet isolering, grøn energi, indeklima, miljøvenligt materialevalg, affaldssortering samt konvertering af p-pladser til cykelparkering. For eksempel bliver der på byggeriet anvendt fsc-certificeret træ og genbrugstræ.
At renoveringen bliver bæredygtig har været en meget vigtigt faktor i det gode samarbejde, der har været mellem København Kommune og Knud Højgaard Fond i forbindelse med udviklingen af projektet.
- Som en erhvervsdrivende og almen velgørende fond er det vigtigt, at vi også gennem vores erhvervsmæssige aktiviteter støtter op om aktiviteter og projekter, der kan være med til at fremme agendaen om et større fokus på bæredygtighed. Ydermere er det vores vurdering, at fremtidige lejere vil se det som en fordel, at bæredygtighed er taget alvorligt i de ejendomme, de lejer sig ind i, siger Sten Scheibye.
Central placering
Med placeringen midt på Kultorvet, omringet af gågader og små krogede gader i middelalderbyen, forudser Morten Steen Steensen, at der også fremadrettet bliver behov for et tæt samarbejde med Københavns Kommune, når logistik og transport til og fra byggepladsen skal gå op.
- Vi vil gerne tage mest muligt hensyn til naboer og omgivelser i byggeprocessen, så vi kommer til at arbejde med logistikken. Men placeringen er jo også med til at gøre det til et utroligt spændende projekt. Renoveringen kommer til at få stor betydning for bygningens udtryk. Mange københavnere kender bygningen – nogle måske fra deres uddannelsestid – så det er en sjov opgave at få lov til at give bygningen nyt liv. Jeg tror, at det nye udseende på huset kommer til at give hele området et løft, siger han.
Renoveringen af Knud Højgaards Hus er tegnet af DesignGroup Architects A/S, bygherrerådgiver er EMCON, og Rambøll er rådgivende ingeniør og arkitekt.