MT Højgaard Danmark vinder kæmpe havneudvidelse i Rønne

17. oktober 2023


Rønne Havn har netop offentliggjort, at de har valgt os til at stå for de næste to etaper af fremtidssikringen af havnen.

Vil du vide mere?
kontakt os

Formålet med arbejderne er, at havnen i endnu højere grad kan leve op til sine forpligtigelser som Bornholms primære erhvervs- og forsyningshavn samt Østersøens centrum for grøn energi.

For bygherren har det været positivt, at vi kan stille med det samme hold, der tidligere har arbejdet på havnen ved etape 2. Og vores afdelingsdirektør for vandbygning, Jimmy Laursen er en glad mand i dag:

- Vi glæder os enormt til at løfte en af landets største havneudvidelser. Hos os taler vi tit om gentagelseseffekter og godt samarbejde. Begge dele får vi stor glæde af i Rønne, hvor vi har arbejdet før. Det er samme team, der arbejder for samme bygherre i samme havn. Derfor kan vi begynde hurtigt.

Etape 3 af fremtidssikringen handler om at skabe godt 100.000 m2 større projektareal i Sydhavnen bl.a. ved en delvis opfyldning af det tidligere fiskeribassin, hvor der i dag er minimal aktivitet. Derudover etableres der en ny Ro-Ro rampe samt en ny ca. 280 m. lang kaj over for den nuværende skærvekaj i Sydhavnen.

Etape 4 af fremtidssikringen er en forlængelse af den søndre ydre forkastning, og en fjernelse af de indre moler samt uddybning. Derved opnås forbedrede besejlings- og manøvreforhold i havnen med et langt roligere havnebassin.

Endelig etablerer havnen en multifunktionskaj i den vestlige del af havnen. Multifunktionskajen skaber forbedrede muligheder for flere forretningsområder (f.eks. bulk og krydstogt), og dermed generelt bedre forhold for havnens kunder som helhed.

Arbejdet med fremtidssikringen af Rønne Havn A/S begynder i slutningen af 2023, når de nødvendige tilladelser og godkendelser er på plads. Arbejdet forventes endeligt færdigt i 2025.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website