Mit job spænder fra statiske principper på byggeri til personaleledelse
Trine Vejsgaard er uddannet konstruktionsingeniør og har været i byggebranchen i 18 år. Efter at have siddet som statiker og regnet konstruktioner blev hun fagleder og siden projektleder. I maj 2017 landede hun i MT Højgaard, hvor hun i dag er afdelingschef for Projektdesign og har ansvaret for projektering og design af byggeprojekter.
Med skiftet til en entreprenørvirksomhed er hun gået fra at rådgive mange kunder til en enkelt kunde, som også er kollegaer, og hendes forhåbninger til skiftet er blevet indfriet på en positiv måde.
- Jeg er superglad for at være landet i MT Højgaard. Det giver god mening at sidde i en entreprenørvirksomhed som direkte rådgiver til kollegaer. Det er en fed måde at arbejde på, som giver god mening i projekterne. Når vi samarbejder med andre afdelinger i MT Højgaard, har vi en stor forståelse for hinandens udfordringer og dilemmaer og en fælles interesse for at lykkes. Og når vi har en stram tidsplan og økonomi og arbejder på nogle komplicerede projekter, gør det fælles mål hele forskellen, siger Trine.