Søren Hansen Nybroe er tilbudsleder i MT Højgaard, og det kræver et stort overblik, gode samarbejdsevner og ikke mindst en solid vindermentalitet, når det bedst mulige tilbud skal gives.
Er du interesseret i en karriere i MT Højgaard?
Se vores ledige stillingerSøren Hansen Nybroe startede i MT Højgaard i 2006, direkte efter at han havde færdiggjort sin uddannelse som diplomingeniør. Han begyndte sin karriere som graduate, og på dette forløb fik han mulighed for at prøve kræfter med et år som entrepriseleder for underentreprenører, et år som entrepriseleder for egenproduktion og derefter et år som tilbudsberegner.
I dag arbejder Søren som tilbudsleder, selvom det ellers ikke lå i kortene, at han skulle ende med at arbejde med tilbudsgivning. Søren troede egentlig, at han skulle være byggepladsleder, men via graduate-forløbet fandt han ud af, at tilbud var interessant, og samtidig ville tilfældet, at der opstod en mulighed i tilbudsafdelingen.
Overblik og samarbejde
Som tilbudsleder er det Sørens opgave at have det store overblik over en sag, og det kræver, at han indhenter viden og samarbejder på tværs af virksomheden:
- En tilbudsleder er en generalist, der ved lidt om alt, i stedet for alt om lidt. I mit job er jeg den eneste, sammen med projektchefen og projekteringslederen, der har overblikket over hele sagen. Der er mange eksperter i MT Højgaard, og derfor skal jeg som tilbudsleder række hånden ud og få hjælp fra dem. Jeg skal også sparre med produktionen, og her kan jeg bruge den viden, jeg har, fordi jeg tidligere har været på byggepladsen, siger Søren.
Det er fedt at lykkes
Der findes ikke en typisk dag for en tilbudsleder. Hverdagen er præget af faser og ændrer sig, fra tilbuddet kommer ind ad døren, og til det bedst mulige tilbud er givet.
- Når vi skal i gang med et tilbud, er min første opgave at indhente viden, afdække problematikker og sætte det rigtige hold. Det kræver fordybelse, til forskel fra lige inden tilbuddet skal stå færdigt, hvor det hele er meget intenst og hektisk, og alle løse ender skal samles.
Søren er ikke i tvivl om, hvad det mest spændende ved hans job er:
- Det er, når vi afleverer et tilbud til bygherre. Og det bedste er at blive udpeget som vinder. Den følelse er der intet, der kan matche. Det er fedt at lykkes, når vi har brugt en masse krudt og energi og arbejdet hårdt på et tilbud, siger han.
Det kræver vindermentalitet
For at blive en god tilbudsmedarbejder mener Søren, at det er afgørende at holde af konkurrence og have en udpræget vindermentalitet.
- Vi er konkurrencemennesker allesammen og brænder for at give det bedste tilbud. Vi går meget op i vindermentalitet, og så kan vi selvfølgelig ikke lide, når vi ikke vinder. Jeg synes, der er en speciel og tæt stemning i tilbudsteamet, hvor vi bakker hinanden op. Der er masser af hjælp at hente, og vi er en god blanding af erfarne og yngre medarbejdere, siger Søren.
Han har regnet på både mindre og kæmpestore sager og ser det som en fordel, at han får lov til at følge med i opstarten af de vundne projekter:
- Det kan være svært at give slip på et projekt, når der er kæmpet så meget for det. Derfor er det spændende at få lov til at følge med i opstarten og være med til, at det hele kommer godt i gang, når vi vinder et projekt. Men kort og godt, så elsker jeg mit job!