Jeg forsøger at leve efter devisen om, at jeg har to ører og en mund, fordi jeg skal lytte dobbelt så meget, som jeg taler. Om det lykkes? Det må andre vurdere. 

I mine 40 år i Larsen & Nielsen, Monberg & Thorsen og MT Højgaard Danmark håber jeg i hvert fald, mine kolleger har oplevet mig sådan. Som en person der lytter. Så bliver dagene også sjovere. Fagligt vil jeg helst arbejde tæt sammen med kolleger, arkitekter og ingeniører og prissætte komplekse byggeopgaver tidligt i konkretiseringsforløbet. Gerne i en proces hvor vi konstant lytter til hinanden for at komme til det rigtige resultat. For mig beviser MT Højgaard Danmarks succes med samarbejdsaftaler, at dette er muligt. 

Taburetten har tre ben

De fleste menneskers liv har en taburet med tre ben. Familie, arbejde, og fritid. Jeg har altid gået efter at have tre cirka lige lange ben på taburetten. Så tror jeg taburetten står mest stabilt, og det passer mit gemyt. Tingene er dog aldrig helt adskilte. Mit arbejde og mine fritidsinteresser har givet mig redskaber til at lytte og tale med andre mennesker på et dybere plan. Det er redskaber, som jeg bruger i min fritid, hvor jeg er involveret i spejderbevægelsen, idrætslivet og er politisk aktiv. På samme måde har mit familieliv og mine fritidsinteresser også smittet positivt af på den indsats, jeg har ydet på arbejdet. Det glæder jeg mig over. 

De skæve sager

Det er spændende at tænke tilbage på alle de projekter, jeg har været del af gennem årene. Hvor skal jeg næsten begynde?

Måske med de mange byfornyelsesopgaver og på renoveringen af Glyptoteket. Den renovering er jeg stadig stolt over. Det er blevet flot, og hvis du ser, hvordan udgangspunktet i kælderen så ud, inden vi gik i gang i år 2002. Altså det er jo en helt anden oplevelse, der kommer til udtryk i dag. En oplevelse der har respekt for grundlæggeren Carl Jacobsens idéer om huset.

Renoveringen af stakladen på Aggersvold Gods er et andet projekt, der stikker frem i hukommelsen, fordi slutproduktet blev så smukt. Jeg kan godt lide de skæve sager, der ikke ligger lige til højrebenet, og derfor kræver, at jeg skal tænke ud af boksen. Og hvis der er noget fredning eller bevaringsværdigt ind over, så gør det kun sagen sjovere.

I dag har jeg også nok at rive i. Bare de sidste par år har jeg fået lov til at være del af flere komplicerede sager på DTU, Svanemølleholm, Vandkulturhuset, og senest AL Huset for Arbejdernes Landsbank. Det går godt i MT Højgaard Danmark, så vi har alle sammen haft travlt den seneste tid. 

"Gid jeg havde en kold øl"

40 år er lang tid. Så lang tid bringer også mørke dage med sig, og min mørkeste var tilbage i 2003. 

En dag begyndte det at snurre i mine fingre. I starten var det bare lidt, så jeg skød det hen. Men det blev bare værre og værre, og inden jeg vidste af det, lå jeg på intensiv afdeling i respirator uden at kunne bevæge noget som helst. Guillain-Barrés syndrom hed sygdommen, der havde ramt mig. En slags ondsindet nervebetændelse, som i starten betød, at jeg bare lå i en hospitalsseng på Rigshospitalet og hverken kunne gøre eller sige noget.

Men min hustru og jeg kan morse, og jeg kunne svagt blinke med øjnene. Derfor begyndte jeg at kommunikere ved at blinke til hende med højre og venstre øje. På den måde kunne jeg sige, “jeg elsker dig”, og “gid jeg havde en kold øl” på en varm junidag.

I mit tilfælde var der heldigvis håb, og jeg kunne langsomt begynde at træne min bevægelighed tilbage. Efter 30 dage i respirator og to måneder på neurologisk afdeling kunne jeg så småt starte genoptræningen, der varede otte måneder på et genoptræningshospital. 

Lige så langsomt har jeg fået det meste af min førlighed tilbage. Nogle af de nye nervetråde i arme og lægge fandt ikke deres muskel igen. Det kan du nemt se på den måde, jeg går på, og hvordan jeg bruger mine hænder. Men i store træk kan jeg det meste, og det er jeg taknemlig for. Og nej, det er ikke en sygdom, der påvirker hjernen. 

“Tag din tid. Din stol venter på dig”

Jeg glemmer ikke MT Højgaard for den måde, de håndterede min sygdom. Virksomheden var tålmodig med mig, og jeg fik besøg af familie, venner og kollegaer på de forskellige hospitaler. 
“Ole, tag din tid. Din stol venter på dig, når du er klar igen.”. Sådan fik jeg at vide.

Efter halvandet år begyndte jeg da også at kunne arbejde igen. I starten blev jeg kørt med taxa til kontoret. Først kom jeg rundt i kørestol, så med rollator og senere med stok. Stokken følger mig stadig i dag, når jeg skal gå længere distancer eller besøge byggepladser. 

Var blevet en god personalechef

Selvom jeg snart runder 70, har jeg ikke planer om at stoppe arbejdet endnu. Min hustru, børn og fritid holder mig frisk. 

Jeg kan dog godt se tilbage og fundere over, hvilke muligheder jeg har taget, og hvilke jeg ikke forfulgte. Som projekteringsleder og tilbudsleder lyder det nok underligt, men det eneste andet job jeg måske gerne havde prøvet, var rollen som personalechef. Igen kommer det tilbage til det med at lytte, støtte og yde omsorg for andre mennesker. Det job havde jeg været god til. 

Men så igen. Jeg fortryder ikke noget, og har masser af gode mennesker omkring mig, som jeg kan vise omsorg. Mennesker som ser mig og sætter pris på den, jeg er. Hvad mere kan jeg ønske mig?