"Selv når regnen pisker ned på mig i et jordhul i Silkeborg, så elsker jeg det"


Hvor nogle ser et hul med jord, ser 30-årige Kenni Mosbech Dynesen en opgave, der skal løses. Her fortæller han med egne ord, hvorfor det er så spændende at arbejde med jord og ledninger i MT Højgaard Danmark. 

Vil du bygge din fremtid i MT Højgaard Danmark?
Se vores ledige stillinger her

Indenfor byggeri og anlæg kan jeg ikke forestille mig bedre opgaver end de indledende arbejder ude på byggepladsen. Vi jordfolk kommer ud til en bar mark, hvor der ikke er noget som helst at se. Men vi har en udførlig plan med, og så buldrer vi derudaf, jorden sprøjter, og vi sætter rørene i. Når vi forlader marken, står der et perfekt fundament for de næste entrepriser, så vores kolleger kan gøre deres arbejde. Så er det sgu dejligt at gå på arbejde.  

Mit arbejde betyder vildt meget for mig. Af og til måske endda for meget, men jeg synes, det vi laver, er hamrende sjovt, så det er svært at lade være. Og så har jeg tre børn og verdens bedste kone, der støtter mig, så vi finder ud af det hele sammen. Familien og arbejdet er alt for mig, og der er ikke tid til så meget andet. Det har jeg det helt fint med.  

Umage er du sgu nødt til at gøre dig 

Som faglært murer og rørlægger har jeg set en del håndværk gennem tiden. Både virkelig godt og virkelig dårligt. For mig er ordentligt håndværk, når alle arbejderne går op i en højere enhed, og man kan se, at der er tænkt på de små detaljer. Når du er fagmand, er det nemt at se på en mur, eller når vi graver ud og lægger rør, om håndværkeren har gjort sig umage. Og umage er du sgu nødt til at gøre dig, hvis du vil kunne rette ryggen, når du går hjem.  

Og nej. Det er ikke kun en dans på roser. Jeg har da prøvet svære projekter. Jeg har prøvet at tænke på projektet om natten og næsten overveje at kaste håndklædet i ringen. Jeg har prøvet at føle, projektet var i et hul, som det var svært at se, hvordan vi kom op af.  

Men så har jeg også prøvet at komme videre. At vi alle har kigget rundt på hinanden og sagt: “Vi klarer det sammen”. Og så har vi sgu også klaret det. Det er en fed følelse. Så kommer vi ud stærkere og bedre. 

Nok lidt miljøskadede 

Rent fagligt kan jeg næppe være bedre steder. Jeg har store ambitioner, og dem kan jeg få indløst her. Jeg stoppede med skolen efter niende klasse, og jeg er stolt af, hvor langt jeg er kommet. I MT Højgaard Danmark udvikler jeg mig på projekterne, og der er også åbenhed for kurser og den slags. I vores afdeling for jord- og ledningsarbejde har jeg i to år været del af et suverænt team, hvor vi både tager pis på hinanden og bakker op. Vi er nok lidt miljøskadede. Selv når regnen pisker ned på mig i et jordhul i Silkeborg, så elsker jeg det.

 

 

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website