Det startede ved et tilfælde. 
På linjen for husbyggeri gik jeg i klasse med en dreng, hvis far arbejdede i Larsen & Nielsen, der senere blev del af Monberg & Thorsen, som igen blev del af MT Højgaard. Virksomheden tog mange elever ind, og de passede godt til min uddannelse, hvor jeg lærte at opføre huse med alt, hvad det indebærer af tegninger, beregninger og myndighedsansøgninger. Så i 1973 søgte jeg og kom ind. Det har formet hele mit liv.   

Lånte chefens regnemaskine

Alt var anderledes dengang. Særligt for en ung pige. Piger i byggebranchen måtte generelt ikke gå i lange bukser, og ingen kvinder havde fremtrædende positioner. Hele branchen ændrede sig heldigvis de år, og det skete også i Larsen & Nielsen nogle år efter, jeg startede. 

I det hele taget var det en anden tid. Hovedregning var uundgåeligt. Kun når vi regnede noget meget kompliceret, måtte vi låne chefens lommeregner med strimmel. Tegningerne foregik også i hånden. Af og til kan jeg godt savne den måde at arbejde på.  

Rejemadder og cigaretrøg

Fem år arbejdede jeg i firmaets tegnestue og tilbudsafdeling. Det var en social tid. Fredagsbarerne var altid fyldte, der blev drukket mange øl, og jeg har masser af gode minder fra firmafrokoster med rejemadder og tung cigaretrøg. 

Selvom det var en skøn periode, så savnede jeg nye faglige udfordringer efter fem år. Jeg ville have mere med mennesker at gøre. Noget nyt måtte ske. 

Så jeg opsagde min lejlighed og meldte mig ind på sygeplejeuddannelsen. Jeg var på vej et nyt sted hen. Men igen spillede tilfældet ind, og det trak mig om på den anden side af kloden. 

Med falsk vielsesring i Egypten

Kort før jeg skulle stoppe i Larsen & Nielsen, så jeg et internt opslag, hvor vi søgte en medarbejder til vores kontor i Cairo. Jeg fik sagt højt til chefen, hvor spændende det lød, og han gav mig stillingen. 

Lige inden jeg rejste, blev jeg inviteret ind på en ældre kollegas kontor, og jeg var ved at tabe underkæben, da han hev en vielsesring frem. Afdelingen havde købt den sammen, så jeg kunne vise den frem, hvis der var nogle mænd, der blev lidt for nærgående. Så ville de miste interessen.
Det kan jeg godt grine lidt af i dag.   

Tre uger senere stod jeg i Egypten, og det havde jeg brug for. En nyt kapitel som ung kvinde i en helt anden kultur. Det blev en fantastisk oplevelse. Vi arbejdede tæt sammen med et egyptisk team, som vi hjalp med at føre tilsyn med 11 elementfabrikker, Egypten havde fået efter Seksdageskrigen. 

Personligt har jeg aldrig lært så meget om mine egne evner som min tid i Cairo, og den ballast har jeg haft med mig siden. Jeg ved, hvad jeg kan, og hvor meget jeg er værd.

Et møde der ændrede mit liv 

Tiden i Egypten gav ny energi, som jeg havde med til Danmark, hvor jeg i 1978-80 blev ansat i tilbudsafdelingen på ny. Jeg skulle lige finde fodfæstet hjemme i kulden. Men det var også en minderig periode. Ikke mindst fordi jeg vekslede den falske vielsesring til en ægte, da jeg mødte mine to børns far i virksomhedens IT-afdeling. 

Fra 1980 til 85 blev jeg igen ansat på tegnestuen, hvor jeg udførte mine tegneopgaver mere selvstændigt end før. Sideløbende fik jeg en rolle som sekretær tættere på afdelingens maskinrum, og her lærte jeg, hvordan man driver et team.

Sket meget for børnefamilier

I 1983 og 1985 fik vi vores børn. Ved første barn fik jeg 14 ugers barsel, og anden gang var det 20 uger. Så det var hurtigt tilbage på arbejde, og det blev kun hårdere af, at butikkerne lukkede tidligt, så børnene skulle være hentet, og der skulle være købt ind 17.30. I dag har børnefamilier heldigvis mere barsel og nemmere ved at få dagen til at hænge sammen. Det er jeg glad for.

Den tid fyldte børnene og arbejdet det meste, men jeg fik da også tid til at tage en merkonomuddannelse med fag i blandt andet virksomhedsorganisation, IT og arbejdsret. Det har jeg haft glæde af lige siden.  

Fra kontoret til marken

Tilbud har fyldt det meste i mit arbejdsliv, men i 00´erne tog jeg en ny drejning. 

Det var i 2008, hvor jeg var med til at regne på Dongs nye hovedsæde. Min chef syntes, at jeg skulle tage med ud på pladsen i byggeriets opstart for at sikre, at vores arbejde nu også stemte overens med tilbuddet. Det samme skete på KPMG´s hovedsæde, og jo mere jeg kom ud i marken, jo mere spændende syntes jeg, det var. 

På hovedkontoret mærkede de jo godt, at byggepladsen rykkede i mig, så jeg blev flyttet til afdelingen for entreprisestyring og blev entrepriseleder på byggeriet af Novo Nordisk og Nordeas domiciler. 

På Nordea talte jeg fint med en kollega, der skulle starte tømrerarbejdet op på en opgave på Herlev Hospital, og jeg fik spurgt, om han kunne bruge mig. Et par måneder senere stod direktøren for tømrerafdelingen ved min plads. Han ville vide, om jeg havde ment, hvad jeg sagde, for så ville han gerne bruge mig. Der fangede bordet, og det var jeg glad for. 

I dag er jeg fast tilknyttet tømrerafdelingen, og på en måde føles det som at komme tilbage til Larsen & Nielsen. Vi er godt sammentømrede, og der er meget frihed under ansvar. Vi ansatte har en stærk tilknytning til afdelingen, og det er rart for mig. 

Sig hvad du ønsker

Generelt har jeg altid sagt højt, hvad jeg ønsker på arbejdet. Det har både bragt mig til Cairo og Herlev, så helt skidt er det da ikke gået. Nu har jeg været i gang i 47 år, men jeg synes stadig, det er sjovt at være på byggepladsen som del af MT Højgaard. Så længe jeg har det sådan, bliver jeg ved.