Graduaten rykkede ud, da betonsjakket tabte hammeren i formen


Som graduate i MT Højgaard Danmark kommer du til at være ”ny i arbejde” flere gange, når du prøver kræfter med alt fra tilbudsberegning til projektledelse og egenproduktion. Tømrer og Bygningskonstruktør Thomas Sander Christensen har været graduate siden 2018 og lært vores større projekter at kende fra vidt forskellige roller. Undervejs er han vokset fagligt, og han er nu klar til en karriere med entreprisestyring på byggepladsen. Men bedst som han troede, han kunne håndtere det meste, tikkede en SMS med dårligt nyt ind fra betonsjakket. Læs, hvordan Thomas håndterede de dårlige nyheder her. 

Vil du være Graduate i MT Højgaard Danmark?
Læs mere om progammet her

Da 29-årige Thomas Sander Christensen blev graduate i 2018, skete det efter et grundigt forløb.

- Jeg skulle både igennem ansøgning, personlighedstest, videopræsentation, ledersamtaler og Assessment day, inden jeg blev tilbudt stillingen som graduate i MT Højgaard Danmark. Særligt Assessment Day husker jeg stadig klart. Jeg bor i Randers og skulle over til Søborg for at møde konkurrenter og mulige kommende kolleger. Men da først jeg var her, drev nervøsiteten over. Vi lavede mange spændende øvelser og fik talt med hinanden og lederne. Kort tid efter blev jeg ringet op med tilbuddet om at blive graduate. Det var da dejligt. 

Thomas er udlært tømrer og bygningskonstruktør, og han valgte graduate-forløbet for at komme ind over en byggeproces fra start til slut.

- Som graduate lærer du at tænke tværfagligt og forstå projektet fra begyndelsen og til aflevering. Selv startede jeg et halvt år i tilbudsafdelingen, hvor jeg kom under vingerne på de erfarne tilbudsberegnere, inden jeg til sidst regnede mit eget store tilbud til en bygherre. Derfra kom jeg videre som entrepriseleder på et kæmpe boligprojekt på Aarhus Havn, hvor jeg arbejdede med installationer og ibrugtagning. Efter ni måneder tog jeg til Frederikshavn som produktionsleder på en betonentreprise. Jeg vidste ikke så meget om det, da jeg startede, men det var godt nok spændende, og det var virkelig her, jeg fik lov til at udvikle mine tværfaglige kompetencer. Jeg synes, at jeg kom relativt hurtig ind i det.

Thomas fortsætter:

- Efterfølgende kom jeg til AAU Sund-byggeriet i Aalborg som entrepriseleder, hvor jeg har arbejdet med råhuset og været supplerende produktionsleder og formand for betonsjakket. Efter råhuset gik turen den anden vej til Gellerup Sports- og Kulturcampus, hvor jeg nu hjælper til med afleveringen, inden jeg senere tager tilbage til AAU Sund.

- Jeg har fundet ud af, at jeg hører hjemme på byggepladsen. Der sker hele tiden noget, og det er der hvor man virkelig kan gøre en forskel.

God til at være ny

Som graduate plejer vi at sige, at “du skal være god til at være ny”, da du prøver flere forskellige roller. Af og til betyder det også, at kollegerne kan finde på at spille dig et puds, og det var netop, hvad betonsjakket på AAU Sund gjorde for nylig.

- Sjakbajsen sendte mig en SMS om, at en fra sjakket havde tabt hammeren ned i formen på den in situ betonkerne, som skulle stå synlig som et varemærke for bygningen. På billedet han sendte, så det helt skidt ud. Så der var ingen anden vej end at samle byggeledelsen og informere dem, så vi gik alle sammen ud for at se på betonkernen. Da vi så kom derud, var der ingen hammer, men til gengæld stod betonsjakket og flækkede af grin. Så vidste jeg godt, de havde taget fusen på mig. Til at starte med syntes jeg, det var dybt pinligt, men byggeledelsen faldt jo også sammen af grin, og der var rigtig god stemning bagefter. Så de er da tilgivet i dag. 

Snart er Thomas færdig med graduate-forløbet, og undervejs har han fundet ud af, præcis hvad han gerne vil arbejde med fremover.

- Jeg har prøvet mange ting på mange projekter, og jeg ved nu, at jeg vil arbejde med entreprisestyring på byggesager. Jeg synes egenproduktion er rigtig spændende, så jeg vil da gerne arbejde med råhus igen. Og så har jeg fundet ud af, at jeg hører hjemme på byggepladsen. Der sker hele tiden noget, og det er der hvor man virkelig kan gøre en forskel.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website