I en sandkasse på en skråning i Nyråd sidder en seksårig dreng i dårligt humør.
Året er 1977. På den anden side af villavejen har genboen netop fyldt sandkassen op med lyst strandsand. Drengens egen sandkasse indeholder en ujævn blanding af grus og sand på hård lerbund. Af og til kører en bil forbi, men ellers er der stille omkring ham.
Drengen, der hedder Jesper, begynder at eksperimentere. Blander ler, sand og grus. Tilsætter vand. Lader det tørre i solen. Materialerne mellem de bløde drengehænder bliver til små konstruktioner. Noget dæmrer og vokser inde i ham.
20 år senere og pandehåret er blevet så langt, at det næsten går ned i øjnene. En ung mand der læser til civilingeniør med speciale inden for byggeri. Så snart han får muligheden, vælger han alle fag, hvor ordet geo indgår. Hydrogeologi, geoteknik, reservoirgeologi. Sandkassen er blevet større, men materialerne er langt hen ad vejen de samme.
Februar 2024: I et lyst mødelokale sidder Jesper med et glas sort kaffe foran sig. Et tilbud skal sendes afsted på et renseanlæg.
Materialerne på papiret visualiserer sig i hovedet. Scenarier gennemtænkes. Måske kan der spares 100 tons stål, hvis nu man omdimensionerer den kraftige frie spuns i jorden, så den bliver afstivet med en betonringbjælke?
Jespers hænder og tuschpen bevæger sig tværs over tavlen, mens han sætter tal på i hovedet. Han færdiggør tegningen, og lægger pennen på bordet.
Summen af samvirkende effekter
Juni 2024: Jesper Dyhrfjeld Christensen møder ind på kontoret i Søborg. Fødderne er ømme. Dagen før er han gået uafbrudt tre timer. Han går i højt tempo. Det er som om, at tankerne ikke bliver renset ordentligt ud og sorteret, hvis ikke han kommer afsted mindst en gang om ugen.
Autosignaturen fortæller, at han er seniorfagchef i geoteknik og fundering. Titlen tager han dog ikke så tungt, og han skal ikke tænke længe over spørgsmålet, hvad der driver ham.
“Summen af samvirkende effekter. Jordbundsforhold, grundvandsforhold, arbejdstypen og planlægning. Det er discipliner, vi må forstå sammen, hvis vi skal være dygtige. Som ingeniører går vi ofte i detaljen, og den vil jeg gerne forstå, men overordnet er jeg mere interesseret i helheden. Altså hvordan vi får det til at lykkes på pladsen.”
Han fortæller om en produktionschef, der ringede til ham, da jorden på et tunnelprojekt var alt for våd og umulig at arbejde i. Hvordan han selv foreslog at bore rør som sugespidser langt ned i jorden for at pumpe vandet op. At det lykkedes, så projektet kunne komme videre. Opgaver som disse har han løst i snart 11 år i MT Højgaard Danmark.
“Jeg vil ikke sige, at jeg er tryghedsnarkoman, for så er det nok heller ikke entreprenørbranchen, du skal være i. Men jeg har vel været samme sted, fordi der er en god diversitet både i mennesker og opgaver. Og så er der respekt om ens måde at arbejde på. At vi løser og diskuterer tingene sammen, men at jeg kan tage mig tid og rum til at gå for mig selv og i stilhed overveje, hvad der er det bedste.”
Jesper taler videre om et tilbud, hvor de sparede en spuns væk ved at ændre belastningen. Han kigger hen over det mørke kontorbord, for at sikre sig, at hans tanker nu også er forstået.
Subwooferen og stilheden
Spørger man blandt hans kolleger er den faglige respekt om Jesper stor. Selv har han et nuanceret syn på egne evner:
“Rigtig mange ting er jeg ikke god til, men jeg er hurtigt associerende og tænker forskellige scenarier igennem på kort tid. Det er værdifuldt, når man år efter år skal, prissætte og rådgive om geotekniske problemer. Og så er jeg meget fokuseret på enkelthed. Hvis ikke mine løsninger nemt kan omsættes på en byggeplads, så er de overflødige. I et tidligere job kom der en dag en rammeformand hen til mig med damp stående ud af næsen. Jeg havde gjort opgaven alt for kompleks, syntes han. Jeg ved ikke, om jeg var enig, men jeg lærte da af det.”
Bogreolen på Jespers kontor er prydet med titler, du ville forvente fra en ekspert i geoteknik. “Teknisk ståbi”, “Geotekniske beregninger”, “Pladedragere”. Den slags.
Øverst brydes billedet af en sort subwoofer. I det hele taget er der noget med Jesper og kontrasten mellem stilheden og de dybe lyde. Han skal snart i Parken og høre Minds of 99. Entusiastisk fortæller han, at han har købt billetter til to DJ´s, der hedder Dimitri Vegas & Like Mike, som han skal opleve sammen med sin 15-årige søn. Dem lytter han til med bassen på max, når han kører på arbejde.
Men dagen efter kan man igen se ham fordybet i tanker på sin kontorplads. Scenarier og summen af samvirkende effekter udspiller sig i hans hoved. Der er helt stille omkring ham. Som der var det tilbage i sandkassen i Nyråd i 1977.