Der er masser af muligheder, når man arbejder med tilbudsgivning i MT Højgaard. Læs mere om, hvad det vil sige at arbejde som tilbudsmedarbejder i én af Nordens førende bygge- og anlægsvirksomheder. Måske er det dig, vi søger?
Tilbudsberegner i MT Højgaard
Søren Sørensen, der er tilbudsdirektør i MT Højgaard, fortæller, hvordan det er at være tilbudsberegner hos os.
- Som tilbudsberegner hos os kan du både komme med kort erhvervserfaring eller have mange års anciennitet. Det afgørende er, at du er god til tal, har en forståelse for, hvad et byggeri er, samt at du har stærke samarbejdsevner. En strategisk tankegang og lyst til benarbejde er dog lige så vigtigt. Du kommer nemlig til at samle information fra mange fagkompetencer i og udenfor virksomheden, så til tider kommer du en del rundt.
God stemning, fleksibilitet og plads til at tage skyklapper på
- Både på Sjælland og i Jylland har vi nogle gode tilbudsteams med en behagelig omgangsform. Vores afdelinger har fokus på det sociale, men vi har samtidig respekt for, at en god tilbudsberegner somme tider skal kunne trække sig tilbage og tage skyklapperne på.
- Du skal være tryg med den tillid og det ansvar, du får, når du er del af en større bygge- og anlægsvirksomhed. Lidt simpelt sagt så er vores ansvar at skaffe opgaverne til virksomheden, og det betyder, at der er tryk på, når vi skal aflevere større tilbud. I andre perioder er der knap så meget pres på, og derfor har vi meget fokus på fleksibilitet.
Systematisk tilgang og de rigtige redskaber
- En af de vigtigste egenskaber hos vores tilbudsberegnere er en systematisk tilgang til opgaverne, og det er uanset, om projekterne er i planlægningsfasen, tilbudsfasen eller i produktionsfasen.
- Du kommer typisk til at arbejde med et projekt ad gangen med udgangspunkt i værktøjerne Revit, Sigma, Bluebeam og selvfølgelig Excel. Som ny hos os har du ikke nødvendigvis prøvet alle værktøjerne før, men du kommer helt sikkert til det hos os. Hvis du selv kommer med nogle anderledes kompetencer eller nye værktøjer, så er vi meget åbne, så længe det gavner MT Højgaard.