
Vejle Psykiatrisk Hospital
Moderne psykiatrisk afdeling og skadestue skaber et professionelt og værdigt behandlingsmiljø

Vejle Psykiatrisk Hospital
Byggeriet er placeret i den smukke Vejle Ådal, og de naturskønne omgivelser er en væsentlig del af den arkitektoniske udformning. Byggeriet er 17.400 m2 i alt fordelt på to etager. Den nye psykiatriske afdeling er opført tæt på Vejle Sygehus, og de to områder er forbundet via en gangbro og en tunnel.
OPP-projekt
Den psykiatriske afdeling er opført som et OPP-projekt sammen med DEAS som driftspartner og pensionskasserne PensionDanmark, PKA og SamPension som finansieringspartnere. Med parternes fælles ansvar for det nye byggeri sikrer vi med OPP en langsigtet, totaløkonomisk og konkurrencedygtig løsning af byggeriet.

Drift de næste 25 år
Samarbejdet omkring Ny psykiatrisk Afdeling bygger på den aftale, vi i 2012 indgik med DEAS og pensionskasserne om fælles deltagelse i fremtidige OPP-projekter. Mens pensionskasserne fungerer som finansieringspartnere på projektet, varetager vi driften af bygningen de næste 25 år sammen med DEAS.
Driftsopgaverne indebærer blandt andet vedligehold af bygningerne, installationer og parkeringsplads, hvilket vil sikre, at bygningerne forbliver tidssvarende, og at den nye psykiatriske afdeling derved kan bibeholde et højt driftsniveau.
Et byggeri i naturskønne omgivelser
Psykiatriske patienters adgang og udsigt til naturen er godt for den helende proces, og derfor er afdelingen bygget op omkring fælles områder og åbne, rekreative gårdhaver.
