
Mønbroen
Omfattende reparation af Mønbroen (Dronning Alexandrines bro) så den kan holde til kørende og sejlende trafik de næste mange år.

Betonrenovering af Mønbroen
Renoveringen af betonen på den 750 meter lange bro blev udført for Vejdirektoratet, og det var en omfattende opgave. Vi renoverede hele oversiden af broen i første etape og udskiftede kantbjælker og rækværk. Den eksisterende belægning på fortove og vejbaner erstattede vi med et 100 mm armeret lag beton, der blev afsluttet med en 7 mm tyk kunstbelægning.
I anden etape blev betonkonstruktionerne under brobanen repareret pletvist, og hele brobanens underside blev beskyttet med en såkaldt svummebehandling.
Trafik på broen under renoveringsarbejdet
Udover betonrenoveringen udførte vi også trafikafvikling og bore-/skærearbejde. En stor udfordring på projektet var, at der skulle være konstant trafik på broen, og derfor kunne vi ikke afspærre den helt. Det betød også, at vi kun kunne arbejde i ét spor ad gangen. Derfor etablerede vi en lysregulering, så bilerne kunne komme sikkert frem og tilbage i det ene spor, der var tilgængeligt.
