Med chefen i hælene rundt om Brabrand Sø


Mange unge har karriereplaner. Finere titler, vigtigere beslutninger og mere indflydelse. Andre finder deres hylde tidligt, og med den får de 100 % ro med, hvad de laver. Et sådant menneske er produktionsleder Heidi Lundstrøm Thranum. Stille står det dog aldrig, for Heidi kan både prale af at være Ironman og at have svømmet, hvad der svarer til en returbillet til Australien. Og så er hun kommet til en særlig indsigt omkring god fejlkultur. Her kan du lære Heidi at kende med hendes egne ord.    

Klar til en karriere i MT Højgaard Danmark?
SE DE LEDIGE STILLINGER HER

- Spørger du mig lige nu, vil jeg sige, at jeg sagtens kan se mig selv lave det samme om fem eller ti år, som jeg laver i dag.

Udfordringerne gør det spændende

Støbedagene er altid de fedeste. Kulminationen på mange ugers arbejde. Når man arbejder med beton og bygger råhuse, er man med tidligt i byggefasen sammen med jordarbejderne, hvor der ikke er meget at se i højden. Men når vi støber, går det hurtigt. Vi kan virkelig se, at vi bevæger os fremad og opad.  

Jeg er ingeniør og har arbejdet med råhus og beton siden 2015. Lige nu er jeg i Brabrand, hvor vi støber beton til DSB´s nye værksted til IC5-tog. De her måneder støber vi fundamenter til skinnerne, og i dem skal vi indstøbe boltegrupper, som skinnerne senere kan monteres på. Tolerancen nærmer sig nul, så det er en krævende opgave. Men sådan er det med råhus og beton og heldigvis for det. Udfordringerne gør det spændende.

- Jo mere chef man bliver, jo mindre tid bruger man ofte på byggepladsen.

Mere end bare et arbejde

Træning og konkurrence fylder ikke, hvad det har gjort, men det er stadig en stor del af mit liv, og i dag dyrker jeg OCR (Obstacle Course Racing). Tidligere har jeg svømmet så meget, at det svarer til en returbillet til Australien. I dag svømmer jeg kun, når jeg til OCR skal gennem et mudderhul eller krydser et vandhul. 

Et par gange om ugen løber jeg inden arbejdet sammen med min kollega og chef Rune. Så løber vi rundt om Brabrand Sø. Rollefordelingen er fastlagt: Rune viser vej i mørket med pandelampen, mens jeg snakker for at holde mig vågen. Bagefter er der bad i skurvognene. Så fylder jeg på med havregryn, og arbejdsdagen går i gang. Vi har prøvet at få nogle andre med også, men de har som regel en dårlig undskyldning. En syg tante eller en forkølelse eller sådan noget.  

For et par måneder siden deltog jeg i en konkurrence i Randers. Da jeg kom ud på ruten, stod der pludselig nogle af mine polske betonkolleger langs vejen med et kæmpe banner, hvor der stod mit navn. Altså så er det sgu da mere end bare et arbejde ikke? 

Generelt går jeg op i, at de mennesker jeg arbejder med, har det godt, og at vi kan lave noget sammen udover arbejdet. Så er det da ligegyldigt, om der står projektchef, jordformand eller betonarbejder på din lønseddel. På nogle af de bedste byggesager jeg har været på, har vi cyklet mountainbike, svømmet og løbet sammen, eller gået ud og hygget os på andre måder.

- Generelt går jeg op i, at de mennesker jeg arbejder med, har det godt, og at vi kan lave noget sammen udover arbejdet.

Fejl bliver dyrest, hvis man tier dem ihjel

Når vi taler og arbejder godt sammen på pladsen, så giver det energi. Hvis jeg kan se, at vi rykker noget. Betonopgaver er altid krævende, så vi lærer hele tiden. Nogle gange fejler vi også, eller vi når ikke de ting, som vi har lovet. Men det eneste der kan gøre mig virkelig vred er, hvis nogen ikke holder, hvad de lover, og så ikke siger noget om det. Alle kan jo tage fejl, men det er enormt frustrerende og kan blive meget dyrt, hvis man bare lader som ingenting. 

- Jeg er glad og tilfreds, så hvorfor ændre noget lige nu?

Glad og tilfreds

Mange har karriereplaner. Titler de vil have og nye mål, de vil opnå. Men helt ærlig. Spørger du mig lige nu, vil jeg sige, at jeg sagtens kan se mig selv lave det samme om fem eller ti år, som jeg laver i dag. Jeg føler stadig, at jeg udvikler mig, hvor jeg er.  

Og ikke for at fornærme alle de dygtige ledere, men jo mere chef man bliver, jo mindre tid bruger man ofte på byggepladsen. Og den vil jeg gerne være tæt på. Jeg er glad og tilfreds, så hvorfor ændre noget lige nu?

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website