En større renovering af Boligforeningen AAB’s afdeling 49 i Københavns Nordvestkvarter står for døren. Det står klart efter, at AAB har valgt MT Højgaard Danmark som hovedentreprenør på det gennemgribende renoveringsprojekt af afdelingen på Stærevej. Renoveringsarbejdet forventes at starte i foråret 2025 og vil blandt andet omfatte sammenlægning af boliger, nye altaner, et nyt fælleshus og flere tiltag, der skal øge trygheden i området.
Vi har mange års erfaring med store danske renoveringer
se vores renoveringsprojekter herEt moderne boligområde i hjertet af Nordvest
Afdelingen på Stærevej, der omfatter husnumrene 30-72, vil gennemgå en række forbedringer, både inde og ude. 50 boliger bliver lagt sammen, og beboerne vil få mulighed for at vælge nye altaner og køkkener gennem råderetsordningen. Udvendigt vil der blive etableret et fælleshus, nye legepladser og en bedre trafikforbindelse mellem Stærevej og Gråspurvevej. Derudover vil tryghedsskabende tiltag som ny belysning og aflåsning af altaner blive implementeret.
Peter Basland, administrerende direktør i AAB, siger:
’’På beboernes vegne er vi glade for, at arbejdet med at fremtidssikre deres boliger og boligområde nu kan komme i gang. Der har været og er et stort beboerengagement i afdelingen, og mange ser frem til, at håndværkerne snart rykker ind. Og med MT Højgaard Danmark er vi sikre på, at vi har fundet den rette entreprenør med værdier og kompetencer til at arbejde i et område, hvor folk lever og bor, mens arbejdet står på.’’
Høj kvalitet og tæt dialog
MT Højgaard Danmark blev valgt efter et EU-udbud og har en vigtig rolle i at sikre, at projektet forløber gnidningsfrit. CEO Carsten Lund understreger vigtigheden af dialog og kvalitet i renoveringsprojekter:
“Sammen med byggeri og anlæg, så er renovering et vigtigt fokuspunkt for os, hvor det er vigtigt for os at levere en høj kvalitet på alle projekter. Vores team på Stærevej kommer til at sætte alt ind for at aflevere en flot renovering og holde et meget højt kommunikationsniveau både med beboerne og bygherren.”
Fremtidssikring af hele boligområdet
Afdeling 49 indeholder fire højhuse med otte etager, og fem blokke i fire etager samt fællesvaskeri og værksted til driften. Afdelingen blev opført i slutningen af 1960’erne og har ikke gennemgået større renoveringer siden 1990’erne. Nu glæder AAB sig til at kunne tilbyde beboerne forbedrede forhold i deres boliger samt et nyt fælleshus, som længe har stået på deres ønskeliste.
Andreas Damm, Byggechef i AAB, fortæller:
’’Fremtidssikring af vores boliger i AAB handler ikke kun om god drift og vedligeholdelse men også om udvikling af vores boliger og boligområder, så vi kan tilbyde nogle fysiske rammer og sociale fællesskaber, der danner rammen om et godt boligliv. Det er vi overbeviste om, at den forestående renovering vil bidrage til.’’
Renoveringen gennemføres med støtte fra Landsbyggefonden, og MT Højgaard Danmark påbegynder officielt arbejdet i foråret 2025. Projektet forventes at vare cirka tre år og har en samlet værdi omkring 300 millioner kroner.