”Bar” succes: Vi har udvidet badeklubben Den Permanente

24. maj 2024


I Aarhus har vi netop afleveret udvidelsen af badeklubben Den Permanente til Vikingeklubben Jomsborg. Undervejs måtte vores projektchef være ekstra fokuseret på at kigge folk i øjnene. Her kan du læse hvorfor.

Vil du vide mere?
kontakt os

Udvidelsen af Den Permanente er nu afleveret, lige inden badesæsonen starter for alvor. Projektet er udført i en fagentreprise, hvor det særligt har været vores vandbyggere, tømrere og murere, der har bidraget. 

Enkelt sagt har vi udvidet klubben med to nye vinger ud i vandet. Arbejderne bestod af en kombination af lukkede spunsgruber og traditionel træbrokonstruktion med tropiske pæle. Spunsgruberne forstøbte vi ned til en meter under daglig vandstand, og derefter har vi beklædt med azobe. 

Kig direkte i øjnene

Vikingeklubben Jomsborg har mange nøgenbadere, og mange af dem har vist interesse for udvidelsen, hvilket har skabt andre udfordringer, end vi normalt har på byggesagerne. Projektchef og vandbygger Michael Dalsgaard Sørensen sætter ord på: 

”Haha. Det har mest givet lidt udfordringer i forhold til kvalitetssikring. Vi har skulle passe lidt på, hvad vej vi fotograferede. Og når der kom badende hen og stillede spørgsmål, har vi selvfølgelig haft ekstra fokus på at kigge direkte ind i øjnene. Men nej, bygherren og alle de badende har bare været meget positive, så på den måde har det været en dejlig sag.

Aarhus fik et nyt stenrev

Som led i udvidelsen skulle vi fjerne en masse store sten, der lå ved badeklubben. Men vi kom i dialog med Aarhus Kommune, der godt kunne bruge stenene til et nyt stenrev ved Aarhus Ø. Dermed får mennesker med og uden badetøj, og det maritime dyreliv permanent glæde af Den Permanente.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website