MT Højgaard afleverer færgeterminalen i Aarhus

4. november 2020


I august 2018 indledte MT Højgaard etableringen af Molslinjens Færgeterminal i Aarhus. Nu har vi afsluttet hovedentreprisen, og Molslinjen tager anlægget i brug den 11. november. 

Vil du vide mere?
kontakt os

Drømmeopgave for en dansk vandbygger

Når Molslinjen den 11. november første gang lægger til på kajpladsen i Østhavnen i Aarhus, er det kulminationen på to års hårdt arbejde for MT Højgaards vandbyggere, som har udført hovedentreprise på projektet. Opgaven har indeholdt alle større vandbygningsdiscipliner, og det er en af de største vandbygningsopgaver på dansk grund i nyere tid. 

- Aarhus Færgeterminal har været en drømmeopgave for en dansk vandbygger, for den har jo det hele. Der er både kajkonstruktioner, fender-konstruktioner, stenkastninger, landindvindinger, uddybninger og håndtering af gytje helt ned til 25 meter under vandoverfladen. Og fordi funderingsforholdene er så bløde og udfordrende, har vi virkelig fået testet og styrket vores kompetencer, siger Jimmy Laursen, der er afdelingsdirektør for vandbygning i MT Højgaard.

Foto: Aarhus Havn / Domis Luftfotos

Trykbølger fra Molslinjen skabte natarbejde

I lange perioder har MT Højgaard arbejdet om aftenen og natten på pladsen. De kraftfulde trykbølger fra Molslinjen har nemlig umuliggjort arbejde fra virksomhedens flåde i dagtimerne. I det hele taget har det været en teknisk krævende opgave - ikke mindst på grund af udfordrende funderingsforhold. 

- Den bløde havbund betyder, at en almindelig spuns ikke er tilstrækkelig til at sikre en stabil kajvæg. Derfor har vi anlagt en kombivæg, hvor vi kombinerer 30 meter lange stålrør og spunsprofiler. Det er ikke en almindelig løsning, og det er jo spændende for vores vandbyggere på pladsen at udføre sådan et stykke arbejde. Derudover er det selvfølgelig dejligt, at resultatet er blevet godt, siger Jimmy Laursen.   

I lange perioder har vi arbejdet om aftenen og natten på pladsen. De kraftfulde trykbølger fra Molslinjen har nemlig af og til umuliggjort arbejde fra vores flåde i dagtimerne.

Den nye færgeterminal bliver taget i brug af Molslinjen fra den 11. november 5.45.

2.500 ton stålrør

Aarhus Havn er bygherre på projektet, og de er godt tilfredse med, at terminalen nu er ganske tæt på åbning. 

- Aarhus Havn har haft et meget tæt samarbejde med MT Højgaard og rådgiveren, Rambøll. I et så kompliceret havnebyggeri er det vigtigt at såvel kvalifikationer som samarbejde fungerer godt, og det må vi sige har været tilfældet på dette projekt. Stor ros til såvel entreprenør som rådgiver for en meget professionel styring og gennemførelse af projektet, siger Kim H. Meilstrup, der er afdelingsleder i Infrastructure, Aarhus Havn.

Alt i alt har MT Højgaard anvendt 3.300 ton spuns, 13.000 meter betonpæle, 2.500 ton stålrør og 7.000 kubikmeter beton til projektet, hvor virksomheden også har indvundet 340.000 kubikmeter land.

Molslinjen begynder at anvende den nye terminal fra den 11. november 5.45. 

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website