Fra rådgiver til entreprenør: Mere liv og mere ansvar


Projektchef Petra Ghanem har ikke fortrudt, at hun er skiftet til entreprenørbranchen efter mange år som rådgiver. Det har givet flere spændende udfordringer i arbejdsdagen, og hun nyder at kunne følge projekterne helt til dørs.

Karriere i MT Højgaard?
SE VORES LEDIGE STILLINGER

- Det er godt at komme til entreprenørbranchen fra en rådgiverbaggrund, mener projektchef Petra Ghanem.

Projektchef Petra Ghanem har kun været i MT Højgaard Danmark i kort tid, men hun sidder allerede et stort ansvar. Hun står i spidsen for al aptering på Svanemølleholm, som er et af MT Højgaard Danmarks største aktuelle projekterer. Projektet omfatter to domiciler på samlet 57.000 kvadratmeter, som bygges i totalentreprise med en entreprisesum på over 1,5 mia. kr. Petra Ghanem er sammen med sine kolleger i fuld gang med at færdigprojektere det store byggeri.

 - Vi har meget kort tid, så vi kan ikke spilde et eneste minut, siger hun med et udtryk, der vidner om, at hun hverken lader sig skræmme af stort ansvar eller et job, der i perioder er krævende – så længe det også er udfordrende og interessant.

Mere liv og spænding som entreprenør

Petra Ghanem har en baggrund med 12 år i rådgiverbranchen. Hun skiftede derefter kort til en anden entreprenør, inden hun landede hos MT Højgaard Danmark.

- Det er godt at komme til entreprenørbranchen fra en rådgiverbaggrund. Og jeg synes i det hele taget, at det er en god idé at prøve både rådgiver- og entreprenørbranchen i løbet af sin karriere, siger Petra Ghanem, der ikke har fortrudt skiftet.

 - Der er mere liv i entreprenørbranchen – og det er mere spændende. Man står for det færdige, fysiske produkt. Og selvom man ikke skal undervurdere rådgivernes opgave eller kan undvære dem på projekterne, så er det en mere kompleks opgave, entreprenøren løser. Vi er med i hele processen, siger Petra Ghanem.

Selv kan hun godt lide det ekstra ansvar, der følger med entreprenørrollen: 

 - Som entreprenør har vi et større ansvar for projektet, men også mere indflydelse. Det er et kæmpe ansvar, og det skal man have lyst og kræfter til at løfte. Men hvis man har det, er det også både spændende og sjovt.

Petra Ghanem rykker også sin arbejdsplads og hverdag ud på byggepladsen, så snart det kan lade sig gøre.

Ud af skuret

 For Petra Ghanem handler jobbet som projektchef om at have en løbende dialog med alle de involverede partnere og fornemme, hvor problemerne opstår. Derfor rykker Petra Ghanem også sin arbejdsplads og hverdag ud på byggepladsen, så snart det kan lade sig gøre.

- Det er vigtigt at være fysisk til stede på pladsen. Og man skal ud af skuret. Det er jeg selv, så meget jeg overhovedet kan. Og de entrepriseledere, der arbejder for mig, skal være på pladsen mindst 80% af deres tid. Det handler også om at vise, at man har respekt for håndværkerne og det arbejde, de udfører. Man skal kunne tale med alle og kunne lide at have mennesker omkring sig i mit job, siger hun.

Små og store katastrofer

Selvom Svanemølleholm er et stort og komplekst byggeri, er det ikke selve det at opføre bygningerne, der bliver den største udfordring på projektet, vurderer Petra Ghanem. Det er mange kvadratmeter, og kravene til kvaliteten er tårnhøje, men opgaven afskrækker hende ikke. For hun og hendes kollegaer har de kompetencer og den erfaring, der skal til for at løfte den.

 - Vi har gjort det før. Og vi kan gøre det igen, konstaterer hun. 

Den største udfordring på projektet bliver derimod at få logistikken på byggepladsen til at fungere optimalt, fordi der er begrænset plads. Men det er netop en af den slags opgaver, som Petra Ghanem brænder for at løse:

- Mit job består i at løse store og små katastrofer hele dagen. Der er hele tiden udfordringer, som man skal løse nu! siger hun med et smil, der gør det tydeligt, at Petra Ghanem ikke lader sig slå ud af hverken store eller små udfordringer.

Opførelsen af en usædvanligt stor mock-up er af de første store milepæle på Svanemølleholmprojektet. Den er blevet bygget for at kunne afprøve forskellige løsninger og sikre godkendelse af bygherre.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website