Jeg elskede at være bygningssnedker. I hvert fald de fleste dage jeg gik på arbejde. Men til sidst begyndte kroppen at brokke sig. Ryggen gjorde rigtig ondt.

Smerten kulminerede en dag, da jeg kom hjem fra mit gamle arbejde. Jeg forsøgte at komme ud af bilen, men det ville min krop ikke være med til. En smerte som jeg aldrig havde prøvet før, skød igennem min ryg. Så sad jeg der i min koksgrå kassevogn en times tid, indtil ryggen var klar til at stige ud. Det var ikke mit lykkeligste øjeblik.  

Min søster er fysioterapeut og en bestemt kvinde. Hun gav mig et spark bagi og sagde, at nu måtte jeg tage mig sammen og vælge en ny vej. Derfor begyndte jeg på konstruktøruddannelsen, som førte mig til MT Højgaard Danmark. Den vej har jeg aldrig fortrudt, at jeg valgte. Og jo, jeg savner da snavset mellem fingrene og at skabe noget med hænderne. Men jeg er stadig tæt på og med til at bygge, og det er en god virksomhed at være i.  

Flad struktur og kort til handling

Jeg er seniorentrepriseleder på vores store byggeprojekt DTU B313 i Lyngby, og vores team sparrer godt med hinanden. DTU B313-projektet er det, vi kalder en samarbejdssag i MT Højgaard Danmark. Måske kan det lyde lidt højtflyvende, men det giver god mening ude på pladsen. Når alt kommer til alt, handler det rigtig meget om gennemsigtighed mellem os og bygherren.  

Så sent som i dag, bad bygherren mig om at få en pris på noget asfalt ved vores byggeplads. Jeg indhentede prisen fra vores underleverandør, lagde vores dækningsbidrag oveni og sendte det direkte til bygherre, som godkendte. Så var vi i gang. Der er ikke så meget der. 

Vi kører med åbne bøger, og det er meget gennemskueligt. Jeg synes, det skaber et miljø med flad struktur og kort til handling, hvor vi ikke bliver uvenner over småting. For mig er det en fin måde at gøre tingene på.  

Skæbnen og skoene

Måske er det min fortid som bygningssnedker, der betyder, at jeg fortsat sætter en ære i at gå mest muligt ude på pladsen. Den der sløve finte med at putte sig i sin varme skurvogn, dur jeg ikke til. Jeg vil være derude, hvor det sker. 

I Næstved hvor jeg bor, går jeg også en del. Vores dansksvenske gårdhunde Chili og Balto betyder meget og hjælper mig til at koble af. Oprindeligt var det bare mig og Chili, men tilbage i 2015 mødte vi Balto, da vi var en tur i skoven. Balto havde taget sin ejer med, og der gik ikke længe, inden vi var blevet kærester. Vi har været sammen lige siden. 

I dag bor vi alle fire under samme tag sammen med min kærestes to børn. Måske kan man sige, at min ryg har sagt fra, men så har mine sko og skæbnen til gengæld taget mig nogen gode steder hen i livet.