“Jeg skaber projektgrundlaget for vores store byggesager”


Projekteringschef Ulla Lind har været hos MT Højgaard, siden hun blev uddannet for 15 år siden. Hun har stor respekt for kollegernes faglighed, og har altid oplevet MT Højgaard som et sted med forståelse for, at der også er et liv, som skal passes, udenfor jobbet. Og så synes hun, at man bør være varsom med sætningen “Kan I ikke bare lige...?”. Her, kan du læse hvorfor. 

Karriere i MT Højgaard?
Se vores ledige stillinger

- For få år siden var jeg del af et meget udfordrende ombygningsprojekt. Bygningen var afleveret til bygherre, og lejer var klar til at slå dørene op, da vi fik én af de mails, man ikke sådan glemmer igen.

I sommeren 2006 var der rygende travlt for projekteringsafdelingen hos MT Højgaard i Aalborg. Jeg var netop færdig som civilingeniør og fik et sommerferiejob. Opgaverne var udfordrende, og sådan fortsatte det, da jeg kort efter blev fastansat. Siden har der stået MT Højgaard i min autosignatur. 15 år i træk. 

På halvandet årti kan man nå en del. Som projekteringschef er jeg kommet bredt rundt og har arbejdet med mange typer af byggeprojekter. Jeg har arbejdet med havvindmøllefundamenter, bolig- og skoleprojekter og metrostationer. Jeg arbejdede også seks år i Søborg, og det var dejligt at have fleksibiliteten, så jeg kunne flytte til København uden at skulle skifte arbejde. I dag arbejder jeg med projekteringen af et DSB-værksted ved Logistikparken i Aarhus.

Frihed for den enkelte

I nogle virksomheder holder lederne øje med, hvornår medarbejderne kommer og går. Sådan har jeg aldrig selv oplevet det i MT Højgaard Danmark. Frihed under ansvar har jeg haft alle år, og særligt efter jeg fik børn, har det gjort dagene nemmere. Så længe jeg løser mine opgaver godt, så har mine chefer været tilfredse. Tiltroen, til at vi kan udføre vores arbejde, har skinnet igennem i alle årene. 

Min titel er projekteringschef. Det er mit ansvar at sikre samspillet med rådgiverne. Altså at hjælpe dem til at hjælpe os. Jeg sikrer grundlaget for deres arbejde, så de kan sikre bygbarheden. Lidt forenklet kan du sige, at jeg skaber projektgrundlaget for vores store byggesager. Det er spændende at få faggrupper, bygherrer, myndigheder og rådgivere til at spille sammen. Når det hele går op i en højere enhed, så er det ret tilfredsstillende.  

- Jeg bliver ved med at udvikle mig, og det er projekternes skyld

Ingeniører trådte til, da det brændte på

For få år siden var jeg del af et meget udfordrende ombygningsprojekt. Bygningen var afleveret til bygherre, og lejer var klar til at slå dørene op, da vi fik én af de mails, man ikke sådan glemmer igen. Det var rådgiveren, som måtte erkende, at deres beregninger af de bærende konstruktioner var helt utilstrækkelige, og at vi reelt set ikke anede, om bygningen kunne bære eller ej. 

Heldigvis har vi i MT Højgaard Danmark nogle dygtige ingeniører. Mennesker der kan regne konstruktioners bæreevne og hjælpe til - også når det virkelig brænder på. De smed, hvad de havde i hænderne for at lave de nødvendige betragtninger og udregninger, så vi havde grundlaget for at afstive bygningen. Jeg har respekt for den faglighed, som der skal til, for at kunne levere lige præcis det der skulle til i en presset situation. Det er inspirerende at være omgivet af sådan nogen kolleger.

"Kan I ikke bare lige...?"

Selvom vi kan arbejde under pres, så synes jeg, det er farligt at tvinge opgaver igennem. Igennem min karriere er jeg af og til blevet spurgt, “kan rådgiveren ikke bare lige…?”. Typisk kommer spørgsmålet fra samarbejdspartnere eller kolleger, der har brug for input hurtigst muligt. Det er nok desværre en fordom om ingeniørfaget, at vi kan lave vores ting hurtigere, end vi kan, hvis resultatet skal blive godt. Jeg forstår, hvor spørgsmålet kommer fra - for vi arbejder med projekter, og vi vil alle sammen gerne videre. Men hvis kvaliteten skal være i orden, skal tiden også være der.

Projekterne udvikler mig 

I dag er jeg tilknyttet MT Højgaard Danmarks sektion, der hedder Special Projects, hvor vi arbejder med kæmpemæssige projekter både for danske og internationale kunder. Jeg kan godt lidt de store projekter, så det passer fint til mig. Jeg bliver ved med at udvikle mig, og det er projekternes skyld. Undervejs i mine 15 år har de givet en naturlig variation i, hvad jeg laver, og derfor bliver mit job ved med at være spændende.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website